Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tilegnelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bitterhed, idet jeg saa fire af mine mænd fly for én indfødt:
»Og dette er de uslinger, med hvem vi skal naa paschaen!«
Atter igjen. Mellem mundingerne af floderne Ihuru og
Dui, i december 1888, havde jeg sendt 150 af vore bedste
og sterkeste mænd ud for at furagere. Saa havde de været
borte i mange flere dage, end de egentlig burde, og imedens
var 130 mænd foruden kvinder og børn i begreb med at dø
af hunger. Hver dag maatte de opholde livet med en kop
varm, tynd suppe, lavet af smør, melk og vand, for at holde
døden borte i det længste. Da provianten blev saa knap,
at der ikke var mere end til tretten mand i ti dage,
endogsaa af denne tynde suppe med fire bittesmaa
kavringer daglig tilmands, da blev jeg nødsaget til at gaa paa jagt
efter de savnede mænd. Maaske havde de, af mangel paa
anfører, været uforsigtige, og maaske omringedes de nu af en
overmagt af ondskabsfulde dverge. Mit følge bestod af 66
mænd, samt nogle faa kvinder og børn, som, driftigere end
de øvrige, havde hjulpet paa den tynde drik med bær af
phrynium og amomum og saadanne sop, som kunde findes paa
fugtige steder — hvorfor de endnu var i besiddelse af
nogen kraft, endskjønt de stakkels væsener var
frygtelig udtærede. Enogfemti mænd, foruden gutter og
kvinder, var saa, medtagne af sygdom og svaghed, at de
ubetinget havde strøget med, dersom føden ikke var bleven
skaffet inden faa timer. Min hvide ledsager med tretten mand
var sikret det fornødne til i ti dage at forlænge kampen
mod en pinefuld død. Vi, som havde paataget os jagten, vi
havde ingenting i behold. Vi fik ernære os med bær, indtil
vi naaede en plantage. Under vor vandring hin ettermiddag
traf vi paa flere lig i forskjellige stadier af forraadnelse, og
synet af de dødsdømte, døende og døde frembragte paa mine
nerver en saadan følelse af svaghed, at jeg nær havde bukket
under. Hver sjæl i denne leir var lammet af sorg og lidelse.
Fortvilelsen havde gjort dem alle stumme. Man hørte ikke
en lyd, som kunde forstyrre denne dødens rugende stilhed. Det
var mig en naade, at jeg ikke hørte en bebreidende røst, ikke
et tegn paa dadel. Jeg følte i høi grad rædselen ved denne
skovens og nattens taushed — søvn var umulig. Mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
