Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Fra Stanley Pool til Yambuya
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887.
Mai 30,
Øvre-
Congo
zanzibariterne skulde blive bekjendt med det faktum, at
Stanley Falls blot var nogle faa dagsmarscher fra Yambuya.
Med undtagelse af visse uregelmæssigheder i dampbaa
den Stanleys opførsel — ved nogle gaadefulde manøvrer for
svandt den indigjennem indviklede løb under paaskud af, at
man der kunde finde tilstrækkelig brændsel af rette sort —
dampede vi uden nogen hændelse op til Aruwimi-floden og
ankom den I2te juni til vor gamle leir, ligeoverfor Basoko
landsbyerne. Basokoerne var landsmænd af Baruti eller
«Geværkrudt», der som barn i 1883 var bleven tågen tilfange
ved Karema og ført til England af sir Francis de Winton,
i den tanke at give ham begreb om de civiliserede seders
overlegenhed. Fra sir Francis’s tilsyn kom Baruti under
mit, og her havde vi nu isigte hans fødeby og stamme, hvor
fra han i seks aar havde været fraværende.
Da jeg saa, at Baruti med overordentlig interesse be
tragtede sit fødested, opmuntrede jeg ham til at raabe» over
til basoko’erne og indbyde dem til at besøge os. Mine tid
ligere forsøg paa at vinde disse skovindfødtes tillid havde
været skuffelser, skjønt jeg var sikker paa, at der med ti
den ingen vanskelighed vilde blive. I lange tider havde det
været et interessant spørgsmaal for mig, hvorfor indfødte fra
skovene var mere umedgjørlige og tilbageholdne end de fra
det aabne land. Man har anvendt de samme fremgangsmaa
der, man lod dingle for deres øine forskjellige skinnende el
ler glinsende tuskevarer, perlesnorer af blendende farve blev
taalmodig holdt frem; velberegnet tale, tillidsvækkende smil
og beroligende gebærder, alt blev anvendt i mange timer
itræk, men altid endte det med skuffelse og udsættelse til en
beleiligere anledning. Men grunden er, at skoven altid har
været et bekvemt og sikkert sted at trække sig tilbage til;
de fremmedes mistænksomhed og de uveisomme skoves dybde
taler sterkt imod enhver übestemt fare. Den ringeste nær
melse faar skovboen til hovedkuls at trække sig tilbage, ind
til han naar skovkanten, og der stanser han for at tåge et
sidste overblik og forsvinder saa i skovens dunkelhed med
en mine, som om han vilde sige: «Nytter ikke, ved De
nok; De kan ikke faa fat i mig.» I det aabne land derimod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
