Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Fra Ugarrowwas til Kilonga-Longas station
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VI TRÆFFER MANYUEMA’eRNES SPOR. 233
i 336 timer af en sult, der ikke lod sig stille, godt kunde, 1887.
hvis det var Guds vilje, vente taalmodig endnu seksogtredive
eller seksti timer.
Vi var alle frygtelig udmagrede, dog var de hvide ikke
saa afpillede som vore farvede mænd. Vi tænkte paa frem
tiden og fyldtes med haab, endskjønt en dyb nedstemthed
fulgte paa hver mønstring af folkene. Vi beklagede, at vore
ledsagere ikke havde større tillid til os. Sult, ledsaget af
fortvilelse dræbte mangen en. Der var mange, som frit
udtalte sine tanker og ligefrem sagde til hverandre, at vi
ikke vidste, hvorhen vi marscherede. Og de tog ikke saa
meget feil heller, thi hvem vidste, hvad en dag i skovenes
ugranskede dyb kunde føre med sig. Men, som de sagde,
det var deres skjæbne at følge os, og derfor fulgte de
skjæbnen. De havde levet daarlig og lidt meget. Det er
i det hele taget haardt at vandre, naar man er saa svækket
som følge af hunger, endnu værre, naar man har seksti punds
læs at bære paa. Over femti var endnu i taalelig stand;
150 var skeletter, bedækkede med askegraat skind, udasede
og udslidte, med hvert tegn paa usselhed dybt prentet i deres
øine, deres legemer og bevægelser. De kunde knapt gjøre
mere end krybe frem og ynke sig og udgyde taarer og sukke.
Min eneste hund, Randy, ak, hvor svag var den ikkeblevenl
I ugevis havde den ikke smagt kjød, undtagen lidt af æslet
med mig. Tørt korn og bønner passede ikke for en rotte
hund, og fenessi og mabengu og slige andre syrlige frugter
forsmaaede den, hvorfor den stedse mere tog af og tilslut
blev saa udtæret som en herreløs tyrkerhund. Stairs havde
aldrig svigtet mig. Jephson havde altid nu og da været
heldig i at opdage kornskatte og viste altid en klar pande,
og Parke var stedse stræbsom, taalmodig, glad og snil. Vort
liv i skoven havde givet mig anledning til at trænge dybt
ind i hidtil uopdagede dybder af menneskenaturen med al
dens standhaftighed og dens dyder. .
Langs manyuema’ernes spor var det let at reise. Somme
tider kom vi til et vildrede af veie, men naar vi engang havde
hovedretningen, var der ingen vanskelighed med at udpege den
rette. Veien syntes at være meget brugt, og det blev klarere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
