Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Gjennem skovene til Mazambonis tinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Dec. 4.
Græs-
landet.
nen var over, gik vi frem, førte af Mounteney Jephson, om
trent 600 meter langsmed en bred elefantsti og kom derpaa
til vor uudsigelige glæde ud paa en bølgende slette, grøn
som en engelsk græsvold, ud i det fuldeste, klareste dags
lys og varmt og straalende solskin, og vi indaandede den
rene luft med uendelig henrykkelse. Naar jeg bedømmer
andres følelser efter min egen," forekom det mig, som om vi
havde afkastet al alder og snese af aar, da vi med styrkede
lemmer skred over det bløde grønsvær af ungt græs. Vi
skred frem med usedvanlige skridt, og ude af stand til at
undertrykke vor sindsbevægelse, styrtede hele karavanen frem
i springmarsch. Hver mands hjerte syntes udvidet og løftet
af en gutteagtig glæde. Den blaa himmel over os havde aldrig
forekommet os saa vid, saa høi, saa ren og klar som i dette
øieblik. Vi stirrede paa selve solen uden at lade os anfægte
af dens glødende glans. Det unge græs, — kun for en
maaneds tid siden var det gamle brændt — . kjærtegnedes af
en blid, mild bris og vendte sig om for at vise os sine vakre
afskygninger af fint grønt. Fugle, som vi saa længe ikke havde
seet, seiledeog hævede sig i den lysende atmosfære; antiloper
og elsdyr stod paa en græsbevokset høi, stirrende og undrende
sig, og satte saa opover og stansede og snøftede af en for
bauselse, der ikke var større end vor egen; bøner løftede
sine hoveder i forundring over disse paatrængende besøgere
af deres tause omraade, hævede sine klodsede skikkelser og
troppede afsted til en tryggere afstand. Der aabnede sig for
vort øie et hundrede kvadratmil herligt land — tilsyneladende
übeboet — thi vi havde endnu ikke været istand til at udfor
ske nøiere dets enkeltheder. Mil paa mil af skinnende grønt
græslandskab, der rullede i sagte bølger, gjennemskaaret afsmale,
bugtede rækker af skyggefulde trær, der fyldte dets fordyb
ninger; snese af yndige bakker, oversaaede med mørke klyn
ger af krat, prydet hist og her med et stateligt træ, der stod
som en hersker over jevne vidder af græsgange og langsomt
skraanende sletter; og langt borte mod øst hævede sig nogle
kneisende fjeldkjæder, bag hvilke, det var vi visse paa, den blaa
Albert-sø sov i sit dybe svælg. Indtil stakaandetheden tvang
den til at holde inde, havde karavanen skyndet sig i forceret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
