Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. For anden gang til Albert Nyanza
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
379
MALLEJU ELLER DEN SKJÆGGEDE.
1888
April 15
Undus-
surna,
Næste dag var en strid dag for mig. Al tale blev
henvendt til mig, og jeg holdtes fængslet til min stol fra
daggry til skumring af hobe af bavira-agerdyrkere og wahuma
hyrder og hjordeiere, høvdinger og slaver, fyrster og bønder,
krigere og kvinder. Det vilde have været upolitisk at ville
trække mig tilbage fra den tætte kreds, som Undussumas
oligarki og demokrati i forening havde slaaet om mig. De
forfriskninger, jeg indtog, maatte langes mig over hovederne
paa thegn og træl, fem mand høi. Min stol var i midten,
tre skjermbærere afløste hinanden, solen gik sin bane fra øst
til vest, den glødede i middagstimerne med den rasende nede,
som man kjender i de tørre ørkener, fra tre til fem sved
den mig i ryggen, saa blev det kjeligere, men lige til
kredsen afbrødes og opløstes af den kulde, der fulgte med
mørket, sad jeg der som en martyr for menneskeligt broderskab.
Ganske tidlig paa dagen viste Mazamboni sig udenfor
zeribaen med et imponerende følge. Han ledsagedes til
midten af leiren med ethvert tegn paa ærbødighed, officererne
bukkede sirlig til velkomst, zanzibariter og sudanesere, som
i december havde gjort jagt udover aaserne paa ham seiv og
hans legioner, saa saa uskyldige ud, som om de aldrig havde
smagt kjød, og hilsede ham med smil, saa blide som selve
sommeren. Vore bedste matter laa udbredte under et sygeligt
dvergtræ til bekvemmelighed for den ophøiede gjest, elfenbens
horn udstødte bløde gjald, som mindede mig om det keiserlige
hof hos selvherskeren over Uganda, Usoga og øgrupperne i
Victoria-søen. Jeg forsømte intet af det, som erfaringer
med tusend høvdinger i det mørke Afrika havde lært mig
som nødvendigt, for at faa et sort ansigt til at lyse op med
lune, fornøielse, tilfredshed og fuldkommen tillid. Mazamboni
tog imod enhver opmerksomhed, som den tilkom ham «af
Guds naade», men han hilste os ikke med et smil eller et
ord. Var manden døvstum? Nei, han talte kort og lavt til
sine underhøvdinger, og hans drabanter brølte som okser,
som om jeg behøvede hørerør for at høre, og lyden bedøvede
mig, som om den kom fra et hammerverk.
«Mine venner», sagde jeg, «mit hoved sprænges, hvis I
bliver saaledes ved; desuden, I ved, visdommen er kostbar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
