Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. For anden gang til Albert Nyanza
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888. passe deres baal, samt male deres hirse til mel, medens vore
17- mænd velfornøiede satte sig ned, opmuntrende dem til det
haarde arbeide ved et venligt nik og et godmodigt smil,
med et eller andet jernstykke, nogle perler, en eller to
kaurier eller et armbaand af messingtraad. Hver mand fik
sig en varmhjertet og omtænksom broder, og undtagen hvad
madlavningen angik, indrømmedes der de indfødte alle et
sandt venskabs forrettigheder.
Høvdingen Gavira blev om ettermiddagen klædt i skin
nende rødt klæde af første kvalitet, og. vore høvedsmænd
ledsagede ham med al hædersbevisning rundt omkring leiren,
hvor de indførte ham hos de forskjellige lag med høie
lovtaler over, hvor godt han tog sig ud. Der blev siden
vist ham et speil, hvorover han og hans ældste udtrykte en
overordentlig stor forbauselse og frygt. De tog billedet af
sine egne ansigter for en fiendtlig stamme, der nærmede sig
dem fra jorden, og gav sig til at løbe bort til en sikker
afstand; men de stansede instinktmæssig, da de saa, at vi
ikke rørte os. Saa kom de tilbage paa taa, som for at
spørge, hvad dette pludselige syn af sorte ansigter muligens
kunde have været; thi speilet var bleven sluppet ned i sin
kasse paa den blanke side. For at besvare deres tause
spørgsmaal, aabnede man kassen igjen, og de stirrede stivt
paa det. De hviskede til hinanden:
«Hvad, ligner ikke det ansigt dit eget?» Der blev dem
sagt, at hvad de saa, var en gjenspeiling af deres egne
overmaade tiltalende ansigter, og Mpinga i sin stolthed
rødmede dybt ved komplimenten. Da vi saa, at speilet
kunde betroes ham uden at ryste hans nerver, gav vi ham
det i haanden, og det var morsomt at se, hvor hurtig hans
personlige forfængelighed steg; hans ældste stimlede omkring
ham, og alle grupperede sig rundtom og glædede sig ved at
se, hvor tro speilet gjengav enhvers karakteristiske træk.
«Se det ar — det er rigtigt og nøiagtigt; men behag at se
paa din brede næse, Mpinga; nei, den er udmerketl Ja, og
se paa denne tykke fjær, den bølger virkelig. Det er altfor
— altfor vidunderligtl Hvad kan det være gjort af? Det
ligner vand, men det er ingenlunde blødt, og paa bagsiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
