Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Ankomst til Banalya; Barttelot er død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888
Aug. 16
Bungan-
geta.
øde for folk. Vor første tanke var, at vor ankomst maaske
havde bragt folkene til at rømme, men da de indfødte ellers
havde taget sine landsbyer i besiddelse paany i vor bagtrops
paasyn, maatte vi antage, at grunden vel var en eller
anden indbyrdes feide.
Denne dag var den treogottiende, siden vi havde forladt
Albert Nyanzas kyst, og den sekstiende, siden vi var brudt
op fra Fort Bodo. Vor fremgang havde været særdeles heldig.
Af de nøgne madi-bærere havde vi mistet en hel del, næsten
halvparten af dem, der med os havde forladt Nyanza; men
af de hærdede og akklimatiserede zanzibariter havde vi kun
tabt tre, to ved drukning og en, som var gaaet fra os i et
anfald af sindsforvirring. Vi havde tilbagelagt nihundrede
kilometer af vor reise, der var kun halvandet hundrede igjen
mellem Bungangeta-øen og Y&mbuya, dog havde vi endnu
ikke hørt nogetsomhelst rygte om vore venners og deres
ledsageres skjæbne i bagtroppen. Denne stadige, utilfreds
stillede længsel, der trykkede mit sind som med en blyvegt,
var, i forening med den ynkelige og utilstrækkelige kost af
tørrede pisanger, nær ved at gjøre mig gammel og affældig
baade paa sjæl og legeme. Den fordums freidige tillids
fuldhed, som saa længe havde holdt mig oppe, havde nu næsten
forladt mig. Ved solnedgang sad jeg alene ved vandkanten
og iagttog solen, som sænkede sig længere og længere ned
bag den horizont af mørkt løy, der begrænsede Makubana,
længere kunde jeg ikke se. Jeg saa paa de askegraa skyer,
der gik forud for nattens mørke stilhed, og tænkte, at de
kun altfor trofast gjengav det tungsind, som jeg ikke for
maaede af afryste. Idag var næsten tolv maaneder — 365
dage — forløbne siden den dag, da bagtroppen skulde have for
ladt Yambuya. Paa denne tid maatte 100 bærere have været
nok til at naa saa langt som til Bungangeta, om de saa
havde maattet gjøre syv vendinger frem og tilbage. Hvad
kunde der være hændt undtagen almindelig rømning paa
grund af uenighed mellem officerer og mandskab ? I mørket
vendte jeg tilbage til mit telt, men kunde i min nervøse
og overspændte tilstand ikke finde nogen hygge der; og til
sidst sank jeg ned og bønfaldt det alseende og naadige forsyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
