Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV. Til den engelske missions-station ved sydenden af Victoria Nyanza
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
387
MAKAYS MISSIONÆRBOLIG.
1889
Aug. 28,
Victoria
Nyanza.
kano laa under reparation udenfor, der var sagstillinger og
svære Btokke 3,5 haardt tømmer, store vælter at pallisad
tømmer, og i et vdre FaardBrum var der indhegninger for
storfæ og for gjeder; høns løb flokkevis om og søgte etter
bitte smaa korn, og ud at det europæiske kvarter strømmede
der en skare af store og smaa gutter, der saa udmerket
velnærede og tilfredse ud; rolige arbeidere kom med hatten
i haanden for at sige os godmorgen. Er der i det Hele taget
paa Guds grønne jord noget, der kan gjøre en lykkeligere
end arbeide, saa maa det være de særegne følelser ved be
vistheden om, at arbeidet er færdigt. Derfor havde jeg
ogsaa ved min indtrædelse i missionen ligesom en følelse at,
at var min sendelse ikke tilendebragt, saa nød jeg dog en
velkomsthilsen forbunden med hvile og vederkvægelse.
Jeg blev ført ind i et kammer med mægtige, to fod
tykke, lervkk^e, der var glat at^udßede og benZkn^te med
missions-malerier og plakater. Der var fire hylder, besatte
med udvalgte gode bøger. «Allah ho Akbar», svarede
Hassan, hans zanzibaritfører mig, «bøger! Mackay har
tusender’ af bøger i spiseværelset, soveværelset, i kirken,
overalt. Bøger! aa læs paa læs af dem.» Og medens jeg
dråk kaffe og første gang paa tredive maaneder spiste
hjemmebagt brød og smør, var jeg fuldkommen enig med
Mackay i nanß lyst til bøger; men saa bliver det ogsaa
forstaaeligt, hvorledes Mackay blandt saamange bøger, børn
og udendørs arbeide ikke taar tid til at blive melankolsk
eller tænke paa øde og uhygge, ensomhed og fortvilelse.
En dygtig forfatter skrev for nogen tid siden en bog om
en mand, som havde levet længe i Afrika, og som fra ende
til anden var en eneste lang klagesang. Baade forfatteren
og helten vilde være bleven helbredede for al deres be
drøvelighed ved at se den maade, paa hvilken Mackay lever.
Han har ikke tid til at tænke paa sorg og klage, og dog
ved kun Gud, om nogen havde større opfordring til at tænke
paa grav, forgjængelighed og forglemmelse end Mackay,
dengang man myrdede hans biskop, brændte hans elever og
paa alle tsknkeli^e maader dræbte de omvendte og hans
sorte venner, medens Mvanga havde tiltænkt ham selv den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
