Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
"at Joseph hængte saa meget ved Musikenz og
nu, da denne Tilbøielighed hos Drengen stedse
vorede, gjorde hiin et alvorligt Forsøg paa at ·
bringe ham-fra den fordærvelige Hang til en Kuitst,
hvis Udevelse ikke var stort bedre end’ Lediggang,
ogsom blot tilfredsstillede en sandselig Attraa, og
at føre ham til Medirinrn, som den veldoedigste
og for Menneskeslægten almeenmyttigste Videnskab.
Han gjorde sig megen Umage for selv at under-
vise ham i Begyndelsesgrundene, og gav ham de
nødvendige Bøger.
Dette var nu ret en piinlig, qvalful ld Tilstand
for den arme Joseph Han pressede hemmelig
sin Enthusicisme tilbage i sit Bryst,s for ikke at
kroenke sin Fader, og tvang sig til at’gforsøge, om
« han ikke tilligemed kunde lære en nyttig Videnskab-
Men dette foraarsagede en bestandig Kamp i hans
Sjæls Han læste tie Gange en Side i sine Lære-—- »
bøger, uden at fatte,’ hvad han læstez —- bestan-
dig klang i hans Sjæl de melodiske Phantasier.»
Faderen var meget bekymret for ham.
Hans heftige Kjærlighed til Musik tog i
Stilhed bestandig meer og meer Overhaand. Var
- i nogle Uger ingen Tone kommen i hans Øre, saa
blevhans Sind ordentlig sygtz« han mærkede, at
hans Følelse slappedes, en Tomhed opstod i hans
Indre, og han følte ret Trang til igjen at lade
sig begeistre af IcLonerneub Da kunde selv de al-
mindelige Musikanter paa Fest-(
ved deres Blæseinstrumenter, indgyde ham Følelser,
hvorom de selv ingen Anelse havde. Og saa ofte
der i Nabostoederne var en smuk, stor Musik at ·
here, løb han ud,« dreven af brænde«nde Leengselz
i den heftigste Snee, Storm og Negn."
Næsten daglig tilbagekaldte han i sine Tanker
med Veemod den herlige Tid i den biskoppelige
Residentsk og gjentog i sin Sjæl de herlige Ting,’
han der havde hørt.
i Stabnt mater, der var det fsrste Oratorium
han havde hørt, og som efterlod et dybt -Jndtryk
hos ham. "
Saar, og helbrede for hæslige Sygdomme!
og Søndagenes
Oftefremsagte han forsigsz’
selv de udenad »loerte, saa yndige og- rurende OrdM
24
Men ak! —— naar han nu i en saadan salig
Time, hvor han levede i ætheriske Drømme, eller
naar han kom ganske beruset fra Nydelsen af en
herlig Musik, blev forstyrret ved, at hans Sød-
skende trættedes om en ny Klædning, eller hans
Fader ikke kunde skaffe den Ældste de fornødne
Penge til Huusholdningen, eller Faderen fortalte
om en ret" elendig, jammerfuld Syg, eller at en
gammel, nedboiet Betler, der ikke kunde beskytte s
sig —si sine Pjalter mod Vinterkulden, kom til
Dørenz ———·— ak! der gives i Verden ingen saa bit-
ter, Hjertet sønderrivende Følelse, som den, der
da bemægtigede sig Joseph Hcin tænkte: »Gode ;
Gud! er det da Verden, som den er? og er det »
din Villie, at jeg saaledes skal tabe mig i den
store Masses Trængsel, og gaae under i den almin-
delige Elendighed? gOg dog seerk det saaledes ud.
Min Fader siger ogsaa bestandig, at det er Menne-
skets Pligt ogsBestemmelse, at blande sig i s
Mængden, give Raer og Almisse, forbinde fæle
Men
atter raaber lydt en indre Stemme til mig: Neii— .
neil du er født til et høiere, ædlere Maal!" —»——
· Med saadanne Tanker qvælede han sig ofte længe,
og kunde ingen Udvjeiylsindez men pludselig »—«——»— han
vidste ikke selv hvorledes——svare de stygge Billeder,’
som syntes med Magt at ville neddrage ham i
denne Verdens Dynd, udslettede af hans Sjæl, »
og hans Aand sværmede igjen uforstyrret i høiere
Sphærer.
Efterhaanden blev han nu aldeles overbeviist
om, at Gud derfor havde sat ham i Verden, for «
at han kunde blive en fortrinlig Musikerz og ’
undertiden( tænkte« han vel ogsaa, at Himlen vilde’
hoeve’ ham fra den sørgelige, nedtrykkende Fattig-
dom, hvori han maatte tilbringe" sin Ungdom, til
ens desto høiere Glands. Mange ville holde det
for en romanagtig og unaturligOpdigtningk men
bet» er den rene Sandhed, naar jeg fortæller, at »
! han ofte i sin Eensomhed faldt paa Knæ, og, sz "
med sit Hjertes hele Heftighed, bad Gud; hanszy’
smaatte dog lede ham saaledes-, at han eengang »
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
