Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
raa
paa den vide Jord- Mett mon jeg vil stumre
roligt, slumre sodtZ — ·
L. den Dag, jeg ankom.
Jeg vil-ansee det for et lykkeligt Omen, at«
deri forsste Dag, jeg ankom, har bere det mig en
Glæde, som ieg for Intet i Verden lod mig fra-
tage. Dit jeg traadteindenfor Porten, faldt mit
Blik paa ere Placat. Jeg læste. ,,Fidelio«
skulde gives samme Aften. Folk maa vel have
sog Gud maa vide,
hvorledes jeg teede mig af Glæde) saa forundrede
Jeg tankte: lad dem- undre
sig, hvad kansdet skade dig? — Med hvilket
Hjerte sad jeg ikke foran Tappet, indtil det forste
Strog af Ortvertttiren degvndtei Hele Operaen
·Det synes
mig nemlig, som om et Menneske havde skabt den,
der med Lattgsrsl higer efter et fremmed Noget,
hvis Tilværelse han aner,
« Ida Ondes han
griber den, forsvinder den, og hanstraeber og an-
strænget sig paany. Derprttt synker han tilbage,
og lader sig i ligegyldig Fortvivlelse nøie med det
Iordiske, hvorover han bliver Herre. Men plud-
selig viser det himmelske Syn sig af sig selv for
ham, og kundgior«sig for ham i Toner, som han
forundret fornemmer og længselfrtldt optegner. Der
ligger en musikcilsk Aabendarelse deri. Gives der
ikke et Srrgn om en Miiler, som skulde mcile
Jomfru Marias Billede, og forgieves i sit Indre
søgte de Former, der skulde udtrykke det hellige
Væsens Engang i en Rett, da han sovnlos
grundede paa sin Opgitve, trænger pludselig et
Lysskin fra hans Værksted » over til hans Øine.«
Han reiser sig fra Leiet, gaaer derover, og aabner
sagte Derem D-ci sidder en Fremmed ved Stof-
feliet, og malet ivrigtpaa hans Billede. For-
undret træder Kunstneren nærmere og seer den
Arbeidende over Skulderenz og see, det Billede,
han saa længe havde sogt i sig selv,« maler hiin
med sfriske Farver paa Lærredet. Da vil han til-
antaget mig for vanvittig
saae de part mig.
forekommer mig ofte som et Under.
en himmelsk Skjortl)ed,
———— meer ikke kan fængsle.
« saaledes-.
Osser «derfor.
dette Sted endnu tvivler, «fo»rstaaer ikke en Tone
, af det ophoiede Værk ———
2—16
tale den Fremmede, aabne Læberne, og ————— vaag2·
ner, dlendet af Morgensolens Straaler. Sikker-
endmt glodende af det Syn, der havde aabendriret
sig for ham, iler han til Staffeliet, og fuldender sit
Værk til egen Tilfredshed. Saaledes staae enkelte
Træk i Fidelio for mig, navnlig to Duetter,
maaskee de høieste, der gives i dette Slitgs, den
forste, hvor Leonore maa tilberede Graven; den
anden, hvor hurt, med den dvrekjobte Ægtefcelle
ved Hjertet, udbryder i Henrykkelsens taareblandede
Jubel. Naar den raedselvcekkertde Indgang til
Duetten begynder, naar den dunkle Figur i Bassen
mumler derimellem, ligesont den huultlydende Jord
falder paa en Ligkiste, da gribes vi af en Beklemtk
hed, som endog presser Taarerne tilbage-. Men
naar nu Leonore i den himmelsksode Melodie træf-
fer vort Hjertes dybeste Indre med disse Ord: ;
,,Jl)r sollt ja nicht zu klagen haben", —- da bryder
Trarrestrommen varm og lindrende frem. Og naar
hun nu længere hen endog udraaber: »Bei Gotti
ich tvill ihn retteni Jch breche seine Ketteni» og
de hoitidelige Trompetstod lyde derimellem, som
Inbelen over den sikkre Seier, — hvo torde vel
dri endnu tvivle om, at den store Qvinde vil fuld-
fore sitt Drtiidi I disse Takter ligger Operriens
Udgang saa nødvendigt, som om det vin en Be-
slutning af Himmelen. Dersotn hendes Daad
kunde mislykkes, kunde disse Ord ikke vare givne
Saadan en Tillid saadan en Firsthed
saadan en Dristighed i Bevidstheden om det Rette,.’
» Selv ved Alt, hvad-
vi foretage os i Gud, have vi en Stemme i vore
Bri)st, som siger os, om vi ere kaldedestil at
fuldførte det Store-, eller kun at falde som et–
Den, som ved
kunne aldrig nogensinde feilet
Leonore mait seire.
Jeg har havt et- for-underligt Beviis paa min
Folelses Sandhed. Allerede flere Gange havde
mit Blik hvilet parr en mig Pige, som med Usda
trykker af den dybeste, inderligste Deeltagelsesad
ikke langt fra mig i en Lege. Ved hvert grinende’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
