Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253 ·
udbryde i lydelige Klager- O, algode Himmel!
hvorfor lagde du denne hede, uimodstaaeligelTrang ·
til Skabett i mit Bryst, naar jeg aldrig skal til-
fredsstille dens Undertidett kommer det mig for-
som om jeg blev stærkere i en saadan Kamp, som
om dette var den ægte Genius-o Ildprove, den
Modersmerte, der avler den lidenskabelige Barne- ·
kjærlighed. Det eriet sodt Haab.
Den lode Juli.
Det vil ikke blive bedre med mig. Mit
Hoved er ofte tungt og -bedovet.
I Gaariblev Mozltrts Iiasqviem opfvrt i
Det har oplost mit Hjerte i
ustandselige Taaren Nu forst vinder jeg Fatning
til at optegne Noget over dette dybsindige Under-
Det er Tanker, der hade ledslrget Tonernez
de ville forgaae, som en Tone hendoerz derfor vil
Thomaskirkem
værk.
jeg soge at« fremmane dem for mig selv; thi de
vare mig kjære i Gaar, og ville maaskee ogsaa
engang i Fremtiden tro-sterrde styrke mig, om de
end forekomme enhver Anden daarlige-. «
« Ligesom Naphaels Ungdomsskionhed, hans
sværmeriske Væsen, hans Fodselsx og Deds-Derg ’
paa Langfredag, tyde hen paa, at en hoiere Ind-
flydelse vilde betegne ham som en Udvalgt selv
ved det ydre Livs sædvanlige Phænomerrrr, og »
ligesom han derved paa ’en«··vie«3 Maade bliver til
en Helgen for sins guddommelige Kunst, der har
drukket umiddelbart af Aabenbaringens Skaal: saa-
ledes omgiver ogsaa et forunderlig hemmelighedsfuldt
Mørke Tildragelserne i den hoie Sangers sidste Dage-,
) der synes-at hentyde paa, at hans Hedengang rystende
bevægede selv de Magter, der havde besluttet deri. .
Saaledes deler Gudernes og Menneskenes Fader
Smerten over Satved·ons, Patrokles’s og Hektors «
Desd. ———— Vi horr, at en dybLaengsel efter hiin
Verden gjennemtrængte Kunstnerens Sjæl allerede
Maaneder for den jordiske Gaades Lvsning. Hans
muntre Muse begyndte efterhaanden at antage al- ;
venlige-, veemodige Træk. Men det var ikke hiin
Kunsten-3 Alvor alene, der med Bevidstheden«
254·
om indre Fylde og Sundhed fremstiller og vækker
Smertenz det var heller ikke meer nogen jordisk
Lidelse, ingen Bekymring over Ulykke og Tab,
som de findes paa Jordenz nei, det var hiin al-
vorlige, hellige Længsel, hvormed den Bevidsthed
forenede sig, at denne Smerte farer til Glæde,
at den alene er hoie Sjæles Lod, den Luttring,
hvorigjennem de gaae ind til den guddommelige
. Klarhed Og R0— — Saaledes saae derud i San-’
gerens Sjæls han anede, at Adskillelserrs Time
var nær, uden at han kunde give sirt Følelse en
.tydelig Forestilling om, hvad der da egentlig op-
fyldte ham saa selsomt» Evigheden traadte ham
nærmerez men han vidste det iiket — Jordetr
gav ham fri; men han følte endnu ikke, hvorledes
Baandene, der endnu holdt ham tilbage, lidt efter
lidt blidt oplostes.
indre Liv, erkjendte han; hvad der ventede ham,
hvad der forestod ham, vækkedes endnu af et helligt
Slot.
Et Tegrr skulde han have, som opfordrede
ham til, bestemtere at rette sit " Blik" mod·« hiin
Egn, hvorfra den alvorlige Kaldelse tonede. Det
vrrr den Ubekjendte, «der opfordrede ham til det
Underværk, hvorved han skabte sig er ophøiet Man-
soleunu Saasnart han var kaldet’ til et saadant
Arbeide-. folte han, at det var hans Kald, og
Kun Folgerr, hans forandrede
hengav sig til det med den smægtende Kjærligheds
hele Længsel’ og Ild.
Sarrledes blev det ham en
Forberedelse til Evigheden, blev begyndt og fuld-
endt i en anden Verdens Aand.
Dog endnu engang skuldeJorden gjore sine
Fordringer gjældende til Skaberen af saa megen Lystz
endnu engang skulde den muntre Kunst, som den
saa ofte villig havde giver, træde i Glædens, den
iordiskeKrafts og Herlighed-3 Tjeneste. Mozart·y
blev kaldet til Prag, for atskrive den store Kro-
ningsopera Titus. » Hvlrd der til enhver anden
Tid vilde have været Componistens Stolthed og
Glæde, det var ham nu ubehageligt, dog krm saa-
ledes-, at han neppe selv vidste det. Demf den
Flygtighed, hvormed han behandlede det Heles, der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
