Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171’
**Tarsi angustiores, postici subelongati, articulo
pen-ultirao abrupte minori. Color nigrofuscus, pedibus pallidis.
De herhen hørende Harpaler ere Slægtens Skovdyr, og
tilkjendegive sig ogsaa som saadanne ved den eiendommelige
brune Farve og de blegtfarvede Lemmer.
7. Harpalus fulvipes F.
Danm. EI. 135. 9.
De flere fremmede Faunister, som tvde Linné’s Carabus latus
paa denne Harpalus, have maaskee ikke lagt Mærke til. at
Beskrivelsen (Fn. Sv. ed. I. 521) — der uforandret er aftrykt i Insecta
seposita i den anden Udgave (2276), og- som er det Eneste, der
foreligger fra Linné’s egen Haand til Oplysning — til Diagnosens
pedibus ruf is foier: tibiæ et antennæ basin versus
ru-fescent es: en Angivelse, der maa synes at udelukke al Tanke om
nærværende Art, men snarere, om Linné ellers virkelig har havt en
Harpalus for sig, kunde gjælde* en sortbenet og mork H. æneus.
At H. fulvipes staaer i Linné’s Samling i London med Etikette: C.
latus, beviser naturligviis Intet i Tilfælde af denne Natur, med mindre
man tillige vil antage 1) at Linné i Opfattelse af Dyrearter indtog
samme Standpunkt som Nutidens Fagmænd, hvoraf da atter vilde
folge 2), at han maatte have undersogt sit Land meget slet, thi en
stor Deel af dets alleralmindeligste Karaber har han jo slet ikke
opfort i sin Fauna; og 3) at hans Beskrivelser ere meget
upaalidelige. Men disse Ting forholde sig i mine Tanker ganske omvendt.
8. Harpalus luteicornis Duft.
Danm. EI. 136- 10.
Denne og den foregaaende Art slutte sig i alle Hen-
O O c
seender meget nær til hinanden, og gjentage omtrent det
sanmie indbyrdes Forhold, som det, der bestaaer mellem II.
ruticornis og H. griseus. Hos ingen af vore andre Arter er
Hannen saa svagt netridset og derfor saa glindsende i
Sammenligning med Hunnen. Medens H. fulvipes er udbredt overalt,
synes H. luteicornis stadigt at holde sig sjelden og enkelt.
Jeg har kun Exemplarer af den fra Sjælland, Amager,
Bornholm og Nørrejylland. Den bestiger undertiden Urter og Buske
paa sin Jagt.
ß. Mentum dente medio evanido.
Caput crassiusculum.
De herhen hørende Arter ere Bjergdyr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
