Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
makker, hvorved Respecten bevaredes, og den gemene Hob
Intet fik at løbe med. Værre var imidlertid en anden Klasse
stillet, som skulde holde paa Helgenglorien baade ude og inde
og ikke taalte, at dens Straaler mistede Noget af deres Pragt.
Men ogsaa Munke og Nonner, Præster, Abbeder og Prælater
bleve indenfor Klostrenes og Kirkernes hellige Mure grebne
af den samme Svindel, og, hvor haardt det holdt, maatte de
tage Tilflugt til det samme profane Middel som det øvrige
Folk. Det har rimeligviis været Følelsen af det Stødende i
disse Munkenes Dandse, som bevægede Apuliens Biskop,
Johannes Baptista Qvinzata, til at lade sig bide af
Tarantelen for at vise det Ugrundede i Beretningerne om den. Men
Bispekaaben beskyttede ikke den hellige Prælat; han blev
syg, og uagtet Kirkens Renommé her stod paa Spil, maatte
han lade Musiken kalde, og da han havde tvunget sin
biskoppelige Værdighed til at bøie sig efter dens Rhythmer i en
munter Tarantella, blev han helbredet, men tilstod dog, som
Ferdinandus 1) bevidner, at hvis han ikke havde betjent sig
af dette og andre for Sygdommen passende Midler, vilde han
have omskiftet det Timelige med det Evige. I nogle Klostre,
hvor Disciplinen var meget streng, eller hvor der fandtes
virkelig troende Charakterer, der ikke vilde offre til
Dand-sens Dæmoner, indtraf de alvorligste Tilfælde, der undertiden
endte med Selvmord, foretaget i Vildelse2).
Men kunde ikke engang Klostrenes Mure udelukke
Tarantellernes Rhythmer, saa var der en Klasse af Ulykkelige, til
hvem Tonerne aldrig trængte hen, og som derfor vare
redningsløst fortabte, naar de angrebes af Tarantismen; det var de
Døvstumme. Vel berettes der, at selv Døve have dandset;
men Ferdinandus gjør med Rette opmærksom paa, at da de
af Naturen døve ikke kunde opfatte Toner eller Rhythmus,
’) 1. c. p. 262. art. 97.
2) Mul to .s dos norimus religiosos, et religiosas, quse nolentes ob
verecundiam, ac honestatem saltare, fere esse peremptas, nisi
postea velint, nolint, musica eis præsto fuisse, et qui penitus
musica caruerunt ac orani alio remedio in malignas ægritudines
iociderunt. Ferdinandus 1. c. p. 261. art. 89.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
