Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Jules Favre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
vandt, tabte og vandt. Favre tabte, vandt, tabte, vandt, tabte .. .
bestandig paany.
Han var inderst inde ufolkelig, fordi han ikke var enkelt,
ikke heller enfoldig. Det er de store Enfoldige eller de store
Enkelte, som i Længden sejrer.
Han var fast, men tillige blød. Han havde ikke blot
Karakter og Forstand, men Hjerte, og Hjertet er den sande
Blindtarm, som det er sikrest at exstirpere, for Den, der ikke vil
udsætte sig for Misforstaaelse og Miskendelse i det offentlige
Liv.
Intet har skadet Favre i Samtiden og i Eftermælet mere
end de Taarer, der traadte frem i hans Øjne, da han hørte
Bismarck med Sejrherrens Myndighed kræve Ydmygelsen af
det Land, som hvis Repræsentant han stod der, og som han
havde forgudet. Man vidste i en Snes Aar ikke andet om
ham end den Latterlighed: en Diplomat, der stod og græd.
Og saaledes hans Liv igennem. Menneskene bøder jo i
Reglen haardere for deres gode Egenskaber end for deres
Fejl; thi Medmenneskene forstaar kun de Revæggrunde, der
ligger dem selv nærmest.
Rlot som Advokat havde han en Fordom imod sig, denne
at han var Retor, brød sig mindre om Sagen end om at
stille sig selv til Skue. Da han nu tilmed snart viste sig
aldeles fremragende ved Talens Kunst, saa var han dobbelt
mistænkt; saa var det ham endnu mindre Alvor med andet end
med sig selv. Ja havde han havt en Stemme, der ryslede
Mure, havt den folkelige Raaber i Halsen som Gambetta eller
senere Jaurés, saa var det anderledes; men han var som
Taler fin, og det er altid farligt at være fin. H. C. Andersen
har fortalt et Eventyr, kaldet Springfyrene, om det.
Det er endnu farligere, samtidigt at være god. Ingen troer
paa Godhed hos den, som er fin.
Da Favre i 1835, i Aprilprocessens Dage, ikke vilde opgive
Forsvaret af de Anklagede tiltrods for en Partibeslutning, faldt
det Ingen ind, at han handlede af Godhed, det maatte være
af personlig Ærgerrighed og Glimrelyst; thi da han
selvfølgelig ikke med sine Anlæg kunde være uden Ærgerrighed og
man let opdagede den hos ham, var man ude af Stand til
at søge nogen anden Bevæggrund. Den var jo tilstrækkelig
for Enhver, der tænker tyndt.
Favre bliver for første Gang da Taleren uden Ideal (o:
uden Partidisciplin) der stiller sit ualmindelige Talent i sin
personlige Forfængeligheds Tjeneste. Talentets Glans gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
