Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Giordano Bruno
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
Adelsmanden Giovanni Mocenigo, der ligesom Kong Henrik
søgte Undervisning i den Lulliske Kunst.
Hvorledes denne vanartede Ætling af en berømt Familie fra
Beundrer blev upaalidelig Ven og fra upaalidelig Ven
udviklede sig til Forræder og Angiver, der overgav Bruno til
Inquisitionen, er vel ikke vanskeligt at forstaa for den, der har
havt Lejlighed til at studere Elevers Sjælstilstand; men det
burde være mere indtrængende udviklet i Romanen. Forfatteren
har her gjort alt for lidet ud af det højst fængslende Stof.
I det ene af Mocenigos to Angiverbreve, som Dr. Rønberg
har indflettet i sin Bog, er der indløbet nogle smaa
Skødesløsheder eller Oversætterfejl. Mocenigo skriver ikke, at
Giordano har sagt, man burde forbyde Munkene »deres Læregave
og hele Adgangen (?)«, men at man burde slaa Bom for deres
Disputer og Indtægter (levar la disputa e le entrate).
Fra Maj 1592 til Februar 1593 sad Bruno i Celle under
Blytaget i Venedig. Derefter syv Aar i det skrækkelige mørke
Fængsel i San Angelo i Rom, som endnu vises de Rejsende,
og hvor det er umuligt at staa oprejst. I otte Aar lod man
ham vente paa at blive brændt.
Ved Beskrivelsen af Henrettelsen har Dr. Rønberg
selvfølgelig maattet lægge Øjenvidnet Kaspar Schoppe’s bekendte
modbydelige Brev til Grund. I Bruno’s Aand, men dog i det
tydelige Øjemed at dulme Indtrykket af Rædsel hos Læseren,
er stærkt fremhævet den Ekstase hos Martyren, der skal have
gjort ham næsten ufølsom for den legemlige Kval. Maaske
havde det været virksommere, om Rædslen var fremstillet
stum uden den Lovsang til Gud, der af Dr. Rønberg siges
født i Giordanos Hjerte paa selve Baalet. Naar Bruno bøjede
sit Hoved bort, da Præsten rakte ham Crucifixet at kysse, var
det rimeligvis ment som en Protest. Da man imidlertid ved
slige Lejligheder oftere rakte Patienten et glødende Crucifix,
var Bevægelsen ikke sjældent rent uvilkaarlig.
Dr. Rønberg forklarer Giordanos Tavshed paa Baalet ved,
at man havde »bundet hans Tunge«. Det er muligvis rigtigt,
skønt det neppe findes i nogen Kilde. Da Lucilio Vanini
nitten Aar senere blev brændt, lod man Bøddelen først rive hans
Tunge ud fra Tungeroden af, en radikalere Fremgangsmaade.
Hvad man med et noget besmykkende Udtryk kalder
Menneskeheden, var omkring Aar 1600 som omkring Aar 1900
væsentlig optaget af at martre og myrde — den Gang i
Religionens Navn som nu i Nationalitetens.
Dr. Rønberg er undertiden ikke opmærksom nok paa sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
