Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
over Paladsets firkantede Gaard gennem den store Port ud til
Strand og er da gaaet eller redet hjem enten alene eller i
Selskab med Hemminge og Burbage, som var bosatte i hans
nærmeste Nærhed.
Underligt nok er denne Stilling som kongelig Kammertjener
atten Dage igennem det eneste offentlige Hverv, som Shake,
speare vides at have udøvet, i Fald man. ser bort fra hans
Iscenesættelse af sine Skuespil til Hoffesterne.
Dersom man nu rejser det Spørgsmaal, om Shakespeare har
følt sig forfremmet eller nedværdiget ved saaledes at optræde
som Kongens Tjenestemand med en Titel, der efter vore
Begreber ikke er ham værdig og som lidet svarer til det Navn,
han i Efterverdenen besidder, saa er der neppe Tvivl om,
at han har betragtet Hvervet som glædeligt eller ærefuldt,
rent ceremonielt som det var.
Det har i vore Dage ikke manglet paa dem, der har lastet
Shakespeare for, at han nedlod sig til at bære »Liberi«. I
Almindelighed kan man sige, at der snart ikke er det, som
Shakespeare ikke er bleven lastet for. Ganske bortset fra de
Hundredtusinder, der beskylder ham for at have udgivet sig
for Ophav til Stykker, af hvilke han ikke har skrevet en Linje,
har gode Hoveder i den nyere Tid (Tolstoj, Bernard Shaw,
Frank Harris) taget hvad som helst Paaskud til hans
Nedrakning. Shakespeare’s Gaaen under Øjne af de Fornemme, hans
saakaldte Snobberi, er bleven Trosartikel for de mange, hvem
det lindrer, at de Store fra en eller anden Side skal have
vist sig smaa, de samme, der nyder, at Holberg blev Baron,
Goethe Geheimeraad, Ibsen Storkors o. s. v.
Hvad Shakespeare angaar, overfører disse Ædle den moderne
demokratiske Tænkemaade paa en Tidsalder, den var
fuldstændig fremmed. Datiden hyldede den Anskuelse, at en Mands
Klædedragt skulde udtrykke hans Sysselsættelse og
Samfunds-hverv, en Anskuelse, der ogsaa kraftigt er udtalt i mangen
Elisabethsk Forordning mod Overdaadighed i Klædedragten.
Uniform, Embedsdragt, det at bære Stoffer, der udleveredes
i bestemt Hensigt som Forøgelse af Lønning, ansaas ikke blot
ikke for beskæmmende, men for naturligt og hæderligt.
Shakespeare har ganske sikkert følt sig forfremmet ved at
bære det kongelige Navnetræk paa sit Ærme og sin Kappe.
Det gav en anden Samfundsstilling end det (nominelt) at
tilhøre en Adelsmand som Medlem af hans Trup.
Gejstligheden var Teatrenes Fjende. Borgerstanden blev
hver Dag mere puritansk, drømte kun om at lade Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
