Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
III
Dog dette var naturligvis ukendt udenfor en lille Kres. Og
den blotte Omstændighed, at Ihændehaveren af de nu
tilbagevendte Haandskrifter havde beraabt sig paa Collier, var nok
til, at ikke blot Lægfolk, men Fagmænd, ja, Kendere, paa
Forhaand var tilbøjelige til at opfatte Dokumenterne som
forfalskede, ikke mindst paa ethvert Punkt, hvor der i dem
nævntes Shakespeares Navn.
Dagblade og Ugeskrifter som Daily News og Athenæum
sluttede, at Alt, hvad der havde Hensyn til Shakespeare, var
Tilføjelser til Originalen, moderne Efterligninger, kluntede og
frække Fabrikater.
Mens man siden Listernes Offentliggørelse i 1842 havde
betragtet dem som afgørende med Hensyn til Dateringerne af
Lige for Lige, Othello, Vintereventyret og Stormen, styrtede nu
Grundlaget for Bestemmelsen af disse Skuespils Affattelsestid
sammen. De mange, som paa Grund af Othello’s sildige
Udgivelse (første Gang syv Aar efter Shakespeares Død) havde
paastaaet, at Stykket var et af Digterens allersidste og maatte
skrive sig fra 1611 (mens det i Virkeligheden stammer fra
1604—05), hoverede nu. Det var især de amerikanske Lærde,
som hævdede Stykkets sildige Oprindelse, og som ikke kunde
vise sig hidsige nok i Fordømmelsen af Regnskabslisterne som
Falsknerier. Richard Grant White var den ivrigste og
overmodigste. Verplank, Rektor ved New Yorks Universitet, der
»af indre Grunde« havde hævdet Othello’s for sildige Datering,
var nu 82 Aar gammel og tav. Men Grant White, der nød
des større Anseelse, jo slettere Kritiker han i Virkeligheden
var, og som havde gjort sig bekendt som troende Forsvarer
af Collier’s værste Falsknerier — han havde end ikke set dem,
men var i Kraft af Intuition forvisset om deres Ægthed —
skrev nu udførlige Tidsskriftsartikler, hvori han udviklede, at
Cunninghams Dokumenter var Ȏt grovt Falskneri fra
Begyndelsen til Enden«. Han fortalte her — ganske usandfærdigt
— at de afgørende Lister var skrevne paa løse Blade; han
var uvidende om, at der i Haandskriftet fandtes den
utvivlsomme Underskrift af Edmund Tulney selv, James’ Master of
the Revels (Ceremonimester for Hoffestlighederne). Og da han
havde givet Tonen an, overbødes han af de senere Forfattere
om samme Æmne. I en Artikel i The British Quarterly
(Januar 1869) om Literære Falsknerier erklærede den anonyme
Autor, at de Skriftkyndige blot havde behøvet et Blik for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
