Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Forældrenes Confession
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
lukkede Døre ind i Indenrigsministerens Palæ. Han traadte
med lydløse Skridt ind i Audiensværelset.
Indenrigsministeren sad ved sit Skrivebord, sysselsat med
at gennemlæse og undertegne et Dekret angaaende de
Medlemmer af Overretten i Wiborg, der med Fangetransport var
overførte til russiske Fængsler, fordi de vilde gøre deres Pligt og
dømme efter finsk Ret. Han saa op, forbitret over at blive forstyrret.
Hans Øjne mødte med Forundring den hvide Skikkelse, og
skønt denne ikke aabenbarede sig i nogen Glorie eller
Guddomsmagt, udgik der dog fra dens Holdning og Blik en
saadan adelig Vælde, at Ministeren ikke et Øjeblik var i Tvivl
om, hvem han havde for sig.
Han rynkede Brynene, udbrød: Er det Dig, Dig? og da
intet Svar fulgte, fortsatte han, for at give sig Fatning,
brutalt: Hvordan er du kommet ind? Vi har ingen Brug for dig
i Rusland. Du er besværlig, har desuden formelt ingen Ret
til at være her. Du husker dine Forældres Confession. Dit
Indfald at vende saaledes tilbage paa et flygtigt Besøg er ikke
engang originalt. Du har laant det af Dostojevski’s Brødrene
Karamazov. Saa husker du nok ogsaa, hvad de første Ord
var, som Storinquisitoren dér sagde til dig. Han sagde: »Tal
ikke, ti stille! Du har ikke Ret til at føje noget til, hvad du
engang har sagt. Du forstyrrer blot, det véd du selv. Jeg
vil ikke vide, om du virkelig er Ham, eller du blot ligner
ham; men hvem du end er, den Dag i Morgen dømmer jeg
dig til Døden og lader dig brænde.«
Jeg siger en Smule anderledes: Ti stille! Her er Ingen,
som har nogen Interesse af at høre, hvad du vil sige. Vi
skal ikke have noget af dine Trusler mod denne store
Bygning, at der ikke skal lades Sten paa Sten af den, som jo
skal nedbrydes. Vi skal ingen nedbrydende Virksomhed have
af Agitatorer her. Vi skal heller ikke have dine Ophidselser
mod Overklassen: »Det er lettere, at en Kamel gaar igennem
et Naaleøje« osv. Vi kender det Hele. Jeg siger ikke som
Inquisitoren, at jeg lader dig brænde; men jeg giver dig den
Straf, du fortjener og forud kender, jeg lader dig hudflette,
og, som vi i Rusland efter god gammel russisk Skik hudfletter,
med en Knut.
Du vedbliver at tie og at stirre. Du imponerer mig ikke.
Vi har her en Gang for alle opgjort vor Stilling til dig. Du
skulde lagt dig paa Hjerte, hvad Dostojevski saa grundigt og
indtrængende fik dig forklaret.
Du havde tre Chancer og har forsømt dem alle tre. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
