Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Octave Mirbeau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
holde Tale, eller Sligt. Noget Dæmpet og Forbeholdent, dog
ligesom Uberegneligt, over hele hans Væsen.
Men Blikket! Der var Vildskab, næsten Galskab deri.
Blikket sagde: Tag dig iagt, thi der er noget Farligt i mig,
tydeligere endnu end det siges i Hamlets Beplik.
Ikke at han tog paa Veje angaaende Smaating. Han kunde
som et Lam finde sig i Dumheder, der ikke var ondt mente.
I Aaret 1902 havde man ved en Banket, han var artig nok
til at overvære, givet ham en russisk Dame til Bords, hvis
Samfundsstilling var høj, men hvis Dumhed ikke var mindre
anselig. Mirbeau og hun havde underholdt sig taaleligt ved
Bordet, hvad ikke udkrævede stor Anstrengelse, da Talerne
ikke var faa og begyndte efter første Bet. Da man gik fra
Bords, hørte jeg lige bag mig Mirbeau’s Borddame sige til
ham, medens han endnu gav hende Armen: »Det er sandt,
Monsieur Mirbeau, der er en Ting, jeg havde foresat mig at
spørge Dem om, naar jeg en Aften traf Dem, men som jeg
har glemt.« — »Hvilken Ting, Madame?« — »Det er, hvorfor
De skriver saadanne rent urimelige, rent umulige Bøger? De
med Deres Hoved maatte jo kunne skrive dem saaledes, at
de ikke vakte Anstød.« — »Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor,
Madame; jeg vidste ikke af, at de var saa fæle.«
Fra det Aar mindes jeg en Middag og Aften i Mirbeau’s
herskabelige Hjem i L’Avenue du Bois de Boulogne, hvor vi
kun var en lille Kres til Bords, Husets Herre og Frue,
Mirbeau’s Forlægger, George Charpentier med Frue, Emile Zola
med Frue, og Anatole France. Det var Zola’s sidste Leveaar.
Han befandt sig endnu i Efterdønningerne af
Dreyfusproces-sen, der havde styrtet ham fra hans Popularitets Højde,
formindsket hans aarlige Indtægter fra en 120,000 Francs til 15,000
og umuliggjort ham det at faa sine Bomaner optagne i noget
Blads Feuilleton, med mindre han gav Bomanen for Intet som
til L’Aurore. Hans Humør var dog uovervundet og hans
Fortællelyst saa stor som nogensinde. Den ene Anekdote fulgte
paa den anden; derefter begyndte han en lang, noget indviklet
Historie. Men Zola havde ikke regnet med, at der
ligeoverfor ham ved Bordet sad en Mand, der heller ikke holdt
af at tie, nemlig France. Ogsaa han havde meget paa Hjerte,
han skulde have sagt, ikke mindre underholdende Iagttagelser
og Oplevelser. Han lod Zola tale lidt alene; saa tabte han
Taalmodigheden og begyndte, ogsaa han. Der indtraf da det
Pudsige, at de to ypperlige Fortællere i længere Tid talte i
Munden paa hinanden, hver for sig ventende, at den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
