Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
emile verhaeren
(1917)
Han har saa tidt kaldt mig Ven, at jeg tør kalde mig hans.
Det er 26 Aar siden, at jeg en Dag i Bryssel ved
Middagsbordet hos Edmond Picard, den store Advokat og store
Kunstelsker, det originale Menneske, hvem alle Belgiens Digtere og
Kunstnere ærede som Mesteren, lærte Emile Verhaeren at
kende.
Han var da 35 Aar gammel, ærbødig overfor Picard, ellers
livlig, ungdommeligt aaben, kendt uden endnu at være
berømt. Det gik ikke let for en Belgier at faa Indpas i
Pa-riser-Literaturen.
Fælles Bekendte førte mig næste Aften sammen med ham
paa en Kafé, hvor vi havde en Samtale, der varede mange
Timer, og hvis Indhold senere stod saa levende for ham med
hans skarpe Hukommelse, at han tyve Aar senere genfortalte
mig det. Han huskede mine Ytringer, som jeg selv
naturligvis havde glemt. Jeg huskede kun hans, blandt dem én, som
den Gang overraskede mig; han sagde om Swinburne i
Modsætning til sig selv: »Han er af dem, der endnu omfatter den
franske Revolution med religiøse Følelser.« Det blev mig
indlysende, at hans egen Følemaade, skønt alt andet end
konservativ, var af vidt forskellig Art. Han spurgte mig den
Aften ud om Nietzsche, med hvem han endnu ikke havde
stiftet Bekendtskab, men som senere blev ham kær.
I det kvart Aarhundrede, der er gaaet hen siden da, har han
til min Glæde aldrig svigtet mig, men vedligeholdt en
ingensinde afbrudt Forbindelse med mig. Han har sendt mig alle
sine Skrifter med hjertelige Ord. Ingen var trofastere som
Ven end han. Endnu paa sin sidste Bog har han skrevet
»fra Deres tro Verhaeren«, hvorfor jeg er ham saa meget mere
taknemmelig, som han i den franske Presse (af Skribenter, der
smedder sig Vaaben af deres Uvidenhed) havde læst saa meget
Nedsættende om mig.
Saa tidt han erfor, jeg var i Paris, kom han til mig, og
Ingen kunde være blidere, Ingen finere i Optræden end denne
Elsker af flamsk Djærvhed og Drøjhed.
Vemodigt stemmer det mig nu, at En eller Anden det Aar,
Maeterlinck fik Nobelpræmien, havde indbildt ham, at han
selv vilde faa den, og jeg maa — midt under Sorgen over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
