Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Alfred Sutro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
Hvorfor? — Han vil tage det nærmeste Skib til Stedet i Indien,
og da han ikke selv kan blive lykkelig, have den
Tilfredsstillelse at gøre Andre lykkelige. Han vil give den unge Mand
fire Tusind Pund om Aaret som Bestyrer for en af hans
Gruber eller Fabriker; deraf kan de leve. Maaske kan saa til
Gengæld hun anbefale ham en af sine Veninder til Hustru;
thi gifte sig vil han for at komme til Ro, bl. a. for Mødrenes
Efterstræbelser.
Hun svarer, at hun har en Veninde, som hun nok kunde
anbefale. Denne har en Gang havt en Hjertesorg; en Mand,
som drog bort for at tjene en Formue og ved sin Hjemkomst
ægte hende, giftede sig strax derefter i Indien med en gammel
fed Enke. Han studser: I Indien? Hun fortsætter: Men jeg
tror, at i Fald hun giftede sig med Dem, vilde det ikke
være helt og holdent for Deres Penges Skyld. — Vil du være
min Kone? Alice. — Ja, Harry.
I Den aabne Dør, et engelsk vemodigt Sidestykke til Alfred
de Mussets lyse Proverbe, En Dør skal være aaben eller lukket,
faar under en natlig Samtale en Mand og en Kvinde af
Englands’ bedste Selskab, begge grundigt tause og tillukkede,
Vished om, først at han elsker hende, saa til hans og
Tilskuernes Overraskelse, at hun ogsaa elsker ham. Da begge
er fast besluttede paa ikke at gøre hendes Mand nogen Sorg
eller Uret, skilles de, saasnart den gensidige Tilstaaelse er
aflagt. Han rejser til Kina. De tager end ikke hinandens
Haand til Farvel. »Vi behøver ikke at trykke hinanden i
Haanden, De og jeg,« og hun lukker efter sig den Dør, der
under hele deres natlige Samtale af Respekt for det
Sømmelige er forbleven aaben.
Samlingens sidste Skuespil The Bracelet (Armbaandet) er
mønsterværdigt ved Karaktertegning, ved Komposition og ikke
blot ved det sceniske Liv men ved den af Menneskekundskab
baarne, fine Ironi, hvori det udmunder. Fru Alice Western
savner ved Hjemkomsten fra en Tur i sin Automobil et
Arm-baand, hun ikke vil finde sig i at miste. Hun har i sin Tid
faaet det af sin Mand. Dog er det neppe for dets
Affektionsværdis Skyld, at hun sætter Tjenerskabet i Bevægelse, selvgod
og arrig som hun er. Alle tvinges til at søge efter det tabte
Armbaand; Tjenere og Piger ligger paa Maven i Værelserne,
medens Fru Western farer om som en Stormvind, mistænkende
hver især for Tyveri. Hendes Broder og Svigerinde venter
paa hende for at tage i Teatret; hun vil ikke røre sig, før
Armbaandet er fundet. Børnenes Guvernante, den unge smukke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
