Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Chaim Bialik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
klæbede til Ganen, trængte ind i hans øde Sjæl Tonen fra hin
Musikant, Faarekyllinger Nødens Sanger.
Lamperne var satte i Pant; i Stedet brændte et magert Lys,
klæbet fast i Ler. Skyggerne dansede, og syv Børn, alle
sultne og halvt sovende, omgav Bordet, hvor der hverken var
Brød eller Vin. Saa skar Faderen med en stump Kniv en
Sildehale i Stykker til Fordeling, og mens Børnene med
knurrende Maver sang Faderens Sabbatsang efter, lød fra Krogen
Faarekyllinger Piben, som hørte den med til Menigheden og
gav Tonen an.
Det virker som et Sindbillede, at det Naturfænomen, som
Bialik næsten udelukkende henrives af og stadigt besynger, det
er Lyset. Et smukt Digt hedder Morgenaander. Det er for
den Vaagnende, som havde hans Moders Kys eller Svalernes
Kvidren vækket ham af sød Søvn. Men det var hele Neg af
Lysstraaler, der traf ham og strømmede over hans Ansigt.
Drømmens Traade, der overreves, fornemmes endnu; det er,
som var der Vingeslag paa Væggene. Morgenens Aander
banker som Duer paa Ruden; de strøer Lys, spruder Lys,
bringer Lyset, der saa skinner paa skælvende Halmstraa, paa
klatrende Ranker, paa glitrende Bølger, paa Morgenduggen og
paa Smaabørn og Mødre, der trænger dertil. Digterens Hjerte
smelter; han lukker Øjnene i stille Glæde. Hvor har dog
Lyset overstrømmet ham!
Gennem talrige Digte som det til Fuglen, der kommer
sydfra og bringer Myrrhaduft og Balsampust med sig fra Sarons
Dale, og gennem de mange til det israelitiske Folk drager sig
Kærligheden til Zion, Længslen efter Zion, og næsten for
hyppigt er Lyset, halvvejs bogstavelig ment, halvvejs i
overført Betydning, Æmnet for Bialiks Lovprisning. Solen er her
det, hvorom der bedes, og hvorefter der tørstes.
De faa Elskovsdigte, der findes i Bialiks Samling, synes
svagt paavirkede af Højsangen; de har dennes Glæde over
Naturen i Foraaret, men ikke en Gnist af dens levende og
varme Sanselighed; de er, ogsaa de, prægede af en
Religiøsitet, som er Højsangen fremmed.
I Afdelingen Vredens Sange lægger Bialik en Profets
Selvfølelse og Strenghed for Dagen. Gud har sendt ham; han
forkynder snart Tugt, snart Trøst. Her er Styrke, Patos,
Fasthed, men ingen billeddannende og ingen skikkelseformende
Evne. Talens Braad bliver derfor ikke siddende i den
Læsendes Sind.
Tydeligt nok kræver Bialiks Læseverden ikke andet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
