Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 1. Politimyndighedens svaghed. Administrativ vilkårlighed. Tugthusene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med rigsrådet, til lensmændene, hvis sag det blev at sætte dem
i værk.[1] Men var lensmandens indflydelse i købstæderne begrænset,
så var hans personlige indgriben i alt hvad der berørte hals- og
håndsretten, som adelen da havde sikret sig ved håndfæstningerne,
ordenligvis udelukket fra dennes godser. Vi ser derfor kongerne
snart true godsadelen med mulig skadebod og anden straf,[2] snart
ligesom lokke for den, for at få den til at göre godt.[3] At
lensmændene som sidste udvej fik tilladelse og befaling til på egen
hånd at forfølge og ransage på adelens gods,[4] havde uden tvivl i
mange tilfælde så meget mindre praktisk betydning, som selve
lensmændene, for hvem lenenes besiddelse nærmest havde interesse
som middel til politisk anseelse og til pengevinding, og der som
oftest selv tillige var godsejere, ingenlunde altid viste nogen
særlig iver for at fyldestgöre deres mange brydsomme udenoms hværv.
Oplysende er allerede de mod Taterne udgangne åbne breve: i det
fra 1554 skæres de overhørige lensmænd og den overhørige adel
over én kam; efter det fra 1561 skulde de første, gejstlige eller
verdslige, desuden have deres len forbrudte.[5] Af almindeligere
indhold er forordningen af 19de juni 1582[6]: kongen besværer sig over,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
