Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 3. Natmænd eller rakkere. Deres forhold til bødlerne og til folket. Regeringens til dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Deres virksomhed som sådanne havde til genstand ikke alene
forskellige dyr, dode eller levende, men også visse af samfundet
ud-stodte eller udstedende mennesker. Forst pålå det dem i
købstæderne at holde gaderne rene for ådsler o. desl., der udførtes til
rakkerkulen, og på bestemte tider at ihjælslå løsgående hunde;
temmelig omfangsrige hverv, — i Helsingør dræbtes 1582—84 520
»gadehunde« —, der endnu ved det sidste hundredårs-skifte ikke
var uden betydning. Dernæst overlodes det, i følge fordom og
sædvane, rakkerne (natmændene) at udfore og drage huden af
selvdøde kreaturer, — for så vidt man ikke hellere lod dem ligge på
jorden at rådne eller nedgrov dem med huden på —, så vei som
at dræbe og flå udlevede husdyr, navnlig heste; med hensyn til
hvilke det må erindres, at på grund af avlsredskaberues plumphed,
vejenes dårlighed, høstens og foderstandens slethed var hesteholdet
talrigt og dødeligheden i det stor, fremfor alt blandt
»udgangs-egene« (helmisserne) om vinteren, skönt man søgte at forekomme
.112 dennes odelæggelses-værk ved en omfattende nedslagning om
efteråret. »Kreaturenes afdækning« betegnes derfor 1792 af amtmand
Hansen (Ringkøbing) som natmændenes »fornemste næringsvej«.
-12. l’å Gisselfeldt gods holdtes en tid lang næsten 10 heste på hver
bondegård: Rasmussen s. 218 ff. I fo. }’ 1739 bebrejdes det
proprietarierne og almuen på landet, at de lod deres bortdode „kvæg og hester"
på veje og marker henligge; en uskik, der trods alle forbud og torskrilter
endnu stod i fuld flor i halvfemserne. I det höjeste afhuggede bonden
hoverne, hvormed han, som Wallmoden 1792 bemærker, gærne beslog sine
træsko [deraf udsagnsordet hove, også brugt i Sæland, Molbech
I)ial.-leksik. s. 197 og 219; Koks sønderjyske ordsprog nr. 223]. I flere
betænkninger fra Sæland og Jylland 1792 omtales det som noget, der ofte
hændte sig, at vejfarende mistede et „best", der blev liggende på vejen;
sml. vejfo. 1793 § 86. Erfarenhed havde lait amtmand Schumacher
(Fåborg 1792), at man i de små købstæder otte tænkte lige så dårlig som
på landet, og han så daglig, at man fra kobstæderne af lod kaste ådseler
o. a. desl. især ved strandbredden, hvor de hele måneder igennem
opfyldte luften med en afskyelig stank. Som grund til ikke at afskaffe
natmændene anføres 1791 fra Slangerup, at gamle heste, som om vinteren
blev ubarmhjærtig slupne ud på åben mark, og der måtte «eventyre sig
selv, indtil de omkom af kuld og hunger, og om fordret forgiftede luften
med stank, så længe natmænd havdes, kunde overgives disse til aflivelse,
hvorved huden reddedes. Se fremdeles i fo. 1 1787, i Knud Hansens
andragende blandt vedhængene, indledning til fo. 1791, og ned. f. s. 127,
128 og 137.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
