Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 3. Natmænd eller rakkere. Deres forhold til bødlerne og til folket. Regeringens til dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
og optrinet skulde sluttes med, at amtmanden »förste året gav hånd
først til den, som lå hos natmandsbarnet, siden til dette, og
dernæst til de 6 eller 8 indkaldede«. Det er nu ret interessant at
iagttage, hvilket indtryk denne tidens sentimental-rationalistiske
stemning havde gjort på selve kancelliherrerne. »Guldbergs
forslag går nok slet ikke an; Hauchs synes mig endog at være bedre«
skriver et medlem. To andre fandt Hellfrieds forslag temmelig
godt, dog »med det tillæg, at de ved at tages i hånden eller ved
at underkastes nogen anden ceremoni måtte göres ærlige«. Medens
for resten en fandt, at »natmands-embederne burde vei derefter, i
det mindste på landet, aldeles afskaffes«, frygtede en anden for, at
dette ikke gik an. Man var enig om, at »noget skulde dog vei
göres for disse mennesker«; men så længe de ikke kunde antages
i den kongelige tjæneste som matroser og soldater, vilde næppe
noget andet hjælpe. Også denne gang blev sagen udsat af hensyn
til den forehavende forordning. Men at tanken om en höjtidelig 1
deklaration ikke var opgiven, derom vidner bl. a. det ovenanførte
løfte i kancelliets skrivelse fra slutningen af 1794.
Ved forholdenes magt havde imidlertid en anden side af
nat-mands-spörgsmålet tiltvunget sig kancelliets opmærksomhed. Uagtet
Uere danske amtmænd i deres betænkninger over Colbiörnsens
udkast havde udtalt sig for, at forordningen også kom til at omfatte
købstæderne, var dette ikke sket; og intet er klarere, end at
forordningen af 31te januar 1794 kun angik landet. Men denne
halvhed hævnede sig selv. De iltre oplysningsmænd eller drevne
forretningsmænd følte sig ikke tilfredsstillede derved, og handlede, som
om forordningen havde almindelig gyldighed. I nogle tilfælde
virkede denne egenmægtighed gavnlig på borgerne eller deres tjænere,
i andre voldte den tvist og fortrædelighed. I Nykøbing i Ods
herred havde byfoged Kindler selv »åbnet huden« på en ihjælskudt
og en selvdød hest, hvornæst folkene tog fat; en karl, som skjulte
sig, mulkterede han på> 4 rigsdaler. Byfoged Bluhme i Middelfart
oplæste forordningen for en fattig enkes tjænestefolk, som dog först
tog hånd i flåningen, da han havde gjort begyndelsen. Først efter
111. Skriftl. forhandl, i kancelliet dec. 1793—febr. 1794, jf.
supplik-protokollen for 1793 under 8E 1909.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
