Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 5. Det jyske natmandsfolks sammensættning og benævnelser. Dets antal og fordeling. Dets væsen og livsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
Hvorledes var nemlig de løsgående natmandsfolks forhold til kirke
ti7 og skole? De pålideligste vidnesbyrd samstemme i, at forældrene
så godt som altid gjorde deres yderste flid for at få börnene døbte;
hvad enten det nu var, fordi de, som Dorph giver det udseende
af, anså det for en samvittighedspligt; eller det, som Ahlefeldt
Lavrvig formoder, var følge af en eller anden overtro; eller det,
:18 som St. Blicher påstår, skete af hensyn til faddergaverne. Snarest
skulde jeg dog mene, at hoved-drivefjedren har været en dobbelt
klogskabs-beregning: dels ønskede man ikke blandt almuen at gå
• for rene hedninge, dels vilde man, ved indførelsen i kirkebogen,
19 sikre den nyfødte et sidste tilflugtssted.
Men med dåben var omtrent alt gjort; på nogen undervisning
i kristendoms-kundskab eller opdragelse til »gode og retskafne
mennesker og nyttige borgere« var der ikke at tænke, så længe
både forældre og börn drog rastløse om fra sted til sted. En
sjælden gang hændte det sig, at en ældre var i stand til at give
de yngre en smule vejledning i boglig syssel. En tolvårs dreng
kom til Krarup og bad om en katekismus til sin moder. Hun for-
117. Mod don forsikring, en forhenværende embedsmand i Jylland
havde givet Hempel (Fyns stifts adresse-avis 1815 nr 89), at mange al
natmændsfolkenes börn aldrig var kristnede; og mod Tøttiups udsagn (s.
6) „deres börn døbes ikke, mindre konfirmeres", kan stilles de bestemte
påstande i Fyns stifts adr.-avis 1815 nr 100: sædvanlig døbes börnene,
hvor moderen har haft sit korte barselleje, og af Undall 1823: börnene
døbes, hvor de tilfældigvis fødes. 11. Kr. Nielsen, der i slutningen af
forrige hundredår var født i sognefoged Kristen Ørgårds hus i Skinnerup
(se for ved s. 222), var døbt i Skinnerup kirke og forlod byen, så snart
moderen var i stand til at fortsætte vandringen (forliørsakten 1819). —
Undtagelser kan have fundet sted; men endog det under Hjörring amt
1803 anførte tilfælde fremtræder som usikkert.
118. Viborg amt s. 21, mod det flotte tillæg: at da sportlerne nu
var bortfaldne, blev dåben sja’ldnere og sjældnere (det var uden tvivl
selve de omløbende natmandsfolks tal, der tog al), lian sigter vei i
øvrigt til den skik at „ofre på barnet", der i mange menigheder holdt sig
til langt ind i vort hundredår, skönt den må betragtes som strøngt
forbudt ved forordn, ’j5 1683 III § 5 (J. Møllers båndbog for præster 2den
udg. s. 56 anm.). — Til sammenligning mærkes, at Sigenerne beskyldes
for af samme grund at lade deres börn døbe endog flere gange: Grellmann
s. 121 og 144, Liehich s. 35.
119. Sml. Sundt s. 111 og hans Fjærde årsberetning s. 53 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
