Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 7. Kæltringsproget. Dets bestanddele. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
erne, og vistnok til dels under vægten af det samme tryk, er
vidnesbyrdene om en indbyrdes tilnærmelse mellem de to klasser inden
for Nordtysklands grænser i begyndelsen af det 16de hundredår dog
for svage, til at jeg tör forestille mig de dengang i Jylland
indvandrende Tatere og rotvælskere som en sammenhorende, end sige
sammensmeltet, hob. I Danmark er det desuden först ved midten 54
af det 17de hundredår, man finder antydet sammenblanding af
Taterne med »hvide« omløbere; men at de gensidige
berøringspunkter stadig er tiltagne, kan ikke betvivles, så lidt som at Tateine
måtte komme i mindretallet, især efter de energiske forfølgelser
mod dem i første halvdel af det 18de hundredår. Ligesom det nu
er let forklarligt, at efterhånden som Taternes antal mindskedes,
fortes de tilbageblevne til at opgive deres modersmål, således er 55
det på den anden side naturligt, at lævninger af dette gennem deres
ætlinge gik over i eller knyttede sig til det fælles kæltringsprog,
som også synes fra Taterne at have lånt det nu på kragemåls vis
tilhængte (-t)aris. Hvor vei derfor betydningen af det hos Dorph
optegnede egenlig eller oprindelig sigenske ordforråd yderligere forringes
ved, at man — som i det foregående oftere antydet — har grund
til at antage flere af gloserne i hans tillæg for indsnegne ad boglig
vej, bliver der dog en lille kærnetrop tilbage, hvis tilstedeværelse
54. Sml. ov. for s. 314 f. og for ved i anm. 30. I en række deutsche
Reichsabschiede 0. desl. fra 1497-1577 står ved siden af bestemmelsen om
tiggernes tvungne forsorgelse m. m. en om Sigenernes uddrivelse. —
Efter at kejseren 1526 havde udvist alle „de sig så kaldende Egiptenaars" af
Nederlandene, og det under strænge straffetrusler—hvis første grad:
at piskes på skaffottet og göres kendelig for fremtiden ved „en split i
næsen" 1536 tindes ikendt ved dom—, udstedtes 1538 i Frislaud en plakat
om bortdragning inden 4de dagen efter af alle, der henregnede sig til „de
natie van Egipten ofte Heydenen" så vei som af hvem der havde givet
sig i følge med dem og klædte sig som de: „ende andere, die
buere geselschap volgen oft die cleedinghe draghen, zy gewoontlyck syn
te draghen". Dirks s. 94 ff. og 120 t. jf. 86 f. og 112.
55. At Tatere 1595 overværede gudstjænesten i Stubberup kirke,
behøver ikke at have været rent skinvæsen, og endnu mindre afgiver det
noget bevis for, at de allerede dengang havde tabt deres eget sprog ;
ti Sigenerne, om hvem alt Krantz siger, at de „kunde mange sprog", har
altid vidst, foruden deres modersmål, at tilegne sig vedkommende
landssprog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
