Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Realismen. — Courbet — Proudhon — Champfleury — Feuillet — Murger — Feydeau — Augier — Dumas fils
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bet omgikkes med Proudhon’ske Idéer af denne Art, blev hans
Kunst mere og mere Kunst for Kunstens Skyld.1
) Allerede her ved
den nye Retnings Oprindelse skimter man altsaa Spiren til dens
Opløsning.
Proudhon, der tager saa haandfast paa Kunsten som alle de gør,
der aldrig har følt sig som Kunstnere, kender ikke til Tvivl eller
Usikkerhed i alle disse Spørgsmaal. Han gennemgaar Kunstens Hi-
storie lige fra Ægypterne til Courbet i en fortræffelig tilrettelagt og
selvfølgelig ligesaa overfladisk som partisk Fremstilling. Overalt
hvor Kunsten bliver den Enkeltes Udtryk, mener Proudhon, at den
er i Forfald. Derfor frakender han Renæssancen de store Tiders
Præg, fordi den mangler Samlingens Magt (la puissance de collec-
tivité). Ingen Tidsalder har frembragt et større Antal mægtige In-
dividualiteter eller hævet den kunstneriske Færdighed højere, men
Kunstneren tjener hverken noget Princip eller nogen Institution og
adlyder kun sin egen Fantasi. Under Reformationen bliver derimod
Kunsten menneskelig, l’art s’humanise, dens Omraade bliver det
for alle fælles Hverdagsliv, hele den arbejdende-, studerende, positive
Menneskehed, og paa dette nye Omraade bliver Kunsten Udtryk
for det nye Ideal. Proudhon foretrækker Rembrandt for Raphael.
Vender han sig dernæst til sin egen Tid, er hans Fordringer
Sandhed og Nutid. Overfor Delacroix hævder han, at Kunstnerens
Opgave er at fremkalde en Bevægelse, et Indtryk og en Spænd-
kraft i Beskueren, hvorved han drages ind i Bestræbelserne for den
almindelige Lykke og Slægtens Fuldkommengørelse. Hver Gang
Kunsten er kommet i Forfald, er det sket, fordi den har glemt „sa
mission hautement morale et hygiénique“. Og han samler sine
Idéer i Sætninger som disse: „Digternes og Kunstnernes Forhold \
til Samfundet er det samme som Forsangernes til Kirken eller !
Trommeslagernes til Regimentet. Hvad vi kræver af dem er ikke ;
deres egne Indtryk men vore; de skal ikke male, synge eller spille j
deres Instrumenter for deres egen Skyld men for vor. Men derved j
bliver det ogsaa klart, at det, som betinger deres Ros og Berøm-
melse, ikke er deres egne Egenskaber, nej, det, som bevirker Poe- i
siens og Kunstens Mirakler, er ikke den Enkeltes Evne til at ide- 1
alisere men det hele Samfunds*1. „Kunsten skal svare til den fælles ^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
