Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Videnskaben. — Claude Bernard — Pasteur — Berthelot — Renan — Taine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
interesser standse Dig,“ skriver hun saaledes en Dag til ham, „jeg
bønfalder Dig om ikke at vove Dit hele Livs Lykke for at berolige
Dit gode Hjertes Frygt: jeg finder jo netop en Lettelse i mit Ar-
bejde ved Tanken om, at Frugten af det maaske kan være til Nytte
for mine Elskede, for det Barn, jeg har gjort til mit, min højt elskede
Ernest. Den Dag kommer nok, hvis jeg bliver længe paa Jorden,
hvor det bliver Din Tur, skønt — er der overhovedet noget, som hed-
der Forpligtelser mellem dem, der elsker hinanden?" Hans Breve er
af samme Art, skælvende af hans Tvivl og Sorg over at bedrøve Mo-
deren, medens han dog vinder i Klarhed over det Uundgaaelige for
hver Linje, han skriver til hende. Fra Brev til Brev stiger Konflik-
ten. Han gaar ind paa at modtage de første Grader, der fører til den
gejstlige Stand uden at forpligte for hele Livet, da han naaer til det
afgørende Trin og skal lade sig udnævne til Underdiakon, bryder
han af, da den videnskabelige Vished vinder Sejr gennem hans
Studier. Brevene er fulde af Overvejelser om, hvor han skal vende
sig hen, hans Udkendskab til Verden er fuldstændigt, han, der inden-
for Seminariet er en Lærd, er uden for dets Mure ikke engang Stu-
dent. Lige foran Afgørelsen skriver han: „Hvor alle disse Tanker,
kære Henriette, stormer i mit Sind og rejser frygtelige Konflikter
i det! Jeg er maaske roligere nu, end den Gang jeg endnu tøvede;
men mere end nogensinde fylder Fremtiden, som jeg ikke før har
set saa nær, mig med Frygt. Jeg, der er saa svag, saa uerfaren, jeg,
der er saa berøvet enhver Støtte, og som ikke har andre at holde mig
til end Dig, kæreste Henriette, der er fem Hundrede Mile borte,
jeg skal bryde saa stærke Baand, rive mig løs fra den Vej, hvor
hidtil en højere Magt har ført mig! . . . Jeg forfærdes, naar jeg tæn-
ker paa det; men jeg vil ikke vige tilbage. Men Du maa tro, at det
ikke er med let Hjerte, jeg skilles fra den Tro og de Planer, der
saa længe har været mit Liv og min Lykke. Og hele den Verden,
i hvilken jeg havde indlevet mig, og som nu vil fornægte mig!
Og vil den anden Verden kendes ved mig? Den første elskede mig
ømt, og hvad siger den ikke til mig endnu? Henriette, kære, gode
Henriette, støt mit Mod–––––-.“
Han er 22 Aar, overfor Verden et Barn, som er stedt i en Mands
Krise. Sproget er blødt, som om den, der skrev, var ved at briste i
Graad. Disse Breve er Renans Omvendelsesskrift, en dybt gribende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
