Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
bende torne, torne i det uendelige — det er »tornenes land«. De
reisende i det indre af Australien beretter med rædsel om de lidelser,
som »tornebæreren« eller »pindsvingræsset«, spinifex eller triodia pungens,
har foraarsaget dem. Det er et stikkende, skarpt og haardt græs, som
voxer i tuer fra 5—6 decimeter til et par meter i gjennemsnit. De ganske
unge skud er blegt grønne, bliver de lidt ældre, saa ser de derimod
ud som vissent straa og forøger derved landskabets triste udseende.
Selv for kamelen er dette græs for haard en føde, og idet den med
varsomhed søger sig vei mellem tuerne, undgaar den saa meget som
muligt at træde paa dem. Hestene faar snart sine fødder
gjennem-borede og opsprættede af disse spyd, som er af forskjellig længde, idet
enkelte er saa korte, at de kun naar op til koderne, mens andre
borer sig ind i knæhaserne. Men denne tornede ugjerningsmand er
ikke den eneste, som har borgerret paa de ophedede sletter. Myrerne,
som kanske selv indbilder sig at være vigtige medlemmer af de levende
væseners samfund, jordklodens virkelige beherskere, af dem vrimler der
i disse øde egne. Warburton beretter saaledes: »Vi plagedes for-
færdeligt af myrerne, som var høist utaalelige fiender. Sanden var
bogstavelig talt bedækket af dem, og naar man trampede med foden, saa
kom de frem i tusenvis. Naar vi, overvældede af træthed, strakte os i
skyggen af en busk, indfandt straks disse ubarmhjertige insekter sig og
gjorde os det umuligt at sove, ja endog at ligge. Ingen klæder
beskyttede mod deres kraftige kjæver, og i fuld fortvilelse maatte vi lægge
os ned midt i den brændende solsteg, hvor heden var for stor endog
for myrerne. Nat og dag forfulgte de os ligegodt.«
Naar flommenes vand fordamper, saa efterlader det en skorpe af
mudder og salte. I mange maaneder er da store søer som Eyre,
Torrens og Gardner intet andet end elendige sumpe, afbrudte af pytter
med brakvand. De større hulninger tilbageholder imidlertid undertiden
lidt godt vand, som, efter hvad der berettes, med begjærlighed eftersøges
af endel emuer og andre fugle.
Denne store ørken er sørgelig berømt ved de første
opdagelsesreisendes undergang. De omkom af sult og tørst; men lagde først
sine klæder og sine papirer omhyggeligt sammen, gjemte dem godt
under en stor sten og slæbte sig derpaa bort fra stedet forat dø
ensomme og forladte; forat udsætte sine notiser og hvad de ellers
besad, som var af interesse, for mindre fare, vilde de ikke lade sine
lig, som skulde sønderrives og fortæres, blive liggende for nær ved
stedet, hvor resultaterne af deres arbeide var opbevaret.
Men om end den midterste del af fastlandet, ja trediedelen af det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
