Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
ogsaa hyld, snebold [viburnum opulus], melampyrum, ørnebregne
o. a.) berettiger til at nævne forholdet.
I forbindelse med sine undersøgelser over disse honningkjertier
gjorde Schimper et forsøg, som illustrerer myrernes intelligens paa
■en ganske eiendommelig maade. Mange af honningkjertlerne har
-en afstikkende rød farve, og det gjaldt at komme paa det rene med,
hvad betydning dette kunde have, om farven var bestemt til at
retlede myrerne under deres søgen efter de sukkerholdige kjertler.
Til den ende klæbede Schimper en mængde kulørte papirstykker
af ca. x/2 kv. cm. størrelse paa barken af en pil, paa hvilken røde
myrer drev bladlusavl og derfor stadig opholdt sig. Nogle af
papirlapperne bestrøg han med sukker og honnning, andre ikke.
Den første dag vimsede myrerne om uden maal og med:
sammenhængen mellem farve og sukkerholdighed var endnu ikke bleven
dem klar. Allerede den anden dag derimod, og endnu mere senere,
forstod dyrene meget godt, hvor de skulde søge sukkeret og
undersøgte omhyggeligt papirstykkerne, enten de var besmurt med
sukker eller ei. Den del af barken, som ikke havde nogen afstikkende
farve, brød de sig derimod ikke om, og det var derfor tydeligt
nok, at de af den første dags iagttagelser forstod at drage den
fornuftslutning, at der fandt en vis sammenhæng sted mellem farven
og sukkerholdigheden, en fornuftslutning, der vel ikke er meget
kompliceret, men som dog røber virkelig tænkning og ikke kan
skrives paa instinktets regning.
Hermed faar vi slutte vor omtale af de myrevenlige planter
for denne gang; skulde noget nyt komme til, skal vi ikke undlade
at referere det.
Dr. J. Brunchorst,
Om landets stigning i Sverige.
Allerede 1702 findes i et verk af Urban Hjärne en del
bemerkninger om strandlinjer paa Gotland.
Imidlertid er det Emanuel Svvedenborg, hvem æren tilkommer som
den, der først for alvor reiste dette spørgsmaal og underkastede det en
videnskabelig granskning i et af ham i 1719 publiceret arbeide. Ved
-studiet af forsteninger fra Vestergotland, af skjælbanker, som nu ligger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
