Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
„M o r i 1 d’V)
Havets lysen hører til de pragtfuldeste af alle naturfænomener, siger
Humboldt, og er, særlig under troperne, et majestætisk skuespil. —
Det er en dom, som enhver maa være enig i. Natten, stilheden,
havets uendelige udstrækning gjør sindet modtageligt for dets
hemmelighedsfulde trylleri; man fordyber sig i det forunderlige fænomen og gaar
formelig op i det. Og denne følelse forstyrres ikke af nogen angst, thi
de kræfter, som her er i virksomhed, er uskadelige: lyset tænder ikke,
ilden er ufarlig. Snart føler imidlertid mennesket trang til at faa rede
paa aarsagerne til den merkelige og modsætningsrige foreteelse. Det
nøier sig ikke med skjønheden alene, ogsaa dets videbegjær vil
tilfredsstilles, og derfor har alvorlige mænd allerede for aarhundreder siden
studeret havets lysen, hundreder af mænd, der har skabt en omfangsrig
literatur om dette emne.
Endel nøiede sig med at give begeistrede skildringer af fænomenets
skjønhed, men den tak, de høstede, var ofte blot tvil og mistro. Skjønt
den berømte sømand Juan de Castro allerede i 1541 havde
beskrevet havlysning i det røde hav, og skjønt der i de følgende aar
uophørlig kom nye meddelelser om lignende iagttagelser, saa var dog
Pariserakademiet endnu saa sent som i 1703 adskillig i tvil om fænomenets
virkelighed og offentliggjorde en indsendt beretning om havlysning ved Cadix
under den meget forbeholdne titel: Fiction cl’une lumiere brillante q’on
a cru voir a la mer de Cadix.
Andre, og ikke altid de, som havde seet fænomenet med egne øine,
forsøgte at forklare det og holdt fast ved sine forklaringer med en
seig-hed, som staar i skarp modsætning til den flygtighed, hvormed vi her
— efter fortjeneste — skal behandle deres theorier. Havvandet skulde
bestaa af ferskvand og haarde saltmolekyler, som svævede omkring
mellem vandets partikler. Disse saltmolekyler skulde med stor hastighed
springe ud af vandet og derved tænde det, eller de skulde slaa gnister
som flintestene, naar de slog mod hinanden. Da man opdagede
fosforet som en bestanddel af det dyriske legeme, søgte man at føre
lysningen tilbage til dette stofs tilstedeværelse i vandet, der jo indeholder
talrige organiske levninger. Senere mente man, at havlysningen skulde
’) Af prof. E. v. Marenzeller i Schriften des Vereins s. Verbreitung
naturwiss. Kenntnisse in Wien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
