Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Island. Der hersker dog, merkeligt nok, hos de forskjellige forfattere
en del usikkerhed om ederfuglens levesæt, og især angaaende dens
forhold i yngletiden; thi vi har dog allerede af den fremragende biolog,
den danske naturgransker Fr. Faber, som længe opholdt sig paa Island,
og som var meget fortrolig med den nordiske fugleverden, nøiagtige
oplysninger.1) Det er ikke unødvendigt at minde herom, og jeg gjør det
saameget heller, som jeg har kunnet kontrollere Fabers meddelelser
under mit ophold paa Island 1886, i hvilket aar jeg kom tidligt nok op til
landet og i rugetiden kunde undersøge flere af ederfuglens rugepladser.
Det er bl. a. ikke nøiagtigt, naar man har paastaaet, at hannerne,
saa snart hunnerne begynder at ruge, skulde forlade rugepladserne og
samlede i smaaflokke streife omkring for senere at slutte sig til de unge
fugles og hunnernes flokke. Det er først, naar rugetiden er endt, at
hannerne samler sig i smaaflokke; den rugende hun trænger først da
hverken til selskab eller til den direkte hjælp, som hannen kan yde
hende ved at vaage over eggene, eller ved at advare imod den sig
nærmende fiende. Hvorledes skulde det ogsaa være muligt for hunnen at
skaffe et nyt, frugtbart kuld til veie, naar den mister sit første, dersom
hannen var draget bort. Først efter at udklækningen er endt, sendes
hannen bort; hunnen har da nok at gjøre med ungerne og er bleven
uimodtagelig for hannens opmerksomheder. Jeg kunde f. eks. overtyde mig
om det rette forhold paa de i mundingen af den store flod Thiorså
liggende Traustholtsholme. Saa snart vor baad nærmede sig til holmene,
hvor den ene rede laa tæt op til den anden, reiste de ved hunnen
hvilende hanner sig straks i deres fulde høide for at speide efter os,
og eftersom vi nærmede os til de enkelte reder, ilede de ned til
vandet, mens hunnerne blev liggende saa fast paa eggene, at vi kunde
klappe dem og endog løfte dem fra reden, naar vi vilde tælle eggene.
Et enkelt sted kom vi imod vor vilje til at skræmme den rugende
fugl, fordi vi ikke anede, at der var nogen rede; den fløi da hurtig
bort, og eggene var i saa fald helt dækkede af en tranholdig
udtømmelse, der af flere forfattere ligefrem holdes for ekskrementer. Jeg har en
afvigende opfattelse; thi jeg fandt disse udtømmelser saa afvigende fra
ekskrementerne omkring rederne, at jeg i dem ser et middel, hvoraf
fuglen med forsæt benytter sig, naar dens eg trues. Om ogsaa disse
’) Fr. Faber: Prodromus der isländischen Ornithologie. Kopenhagen 1822.
S. 68 flg.
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
