Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
selskaber at helte sig fast paa klipperne, fuldstændig sikker for
bølgernes magt. Der er forøvrigt mange dyr, som besidder saadanne
hefteskiver, og i vandfald og stryg gives der en eiendommelig fauna,
der ogsaa indbefatter insektlarver og bløddyr, som henter sin næring
fra det fossende vand. Ogsaa hos fiske er saadanne sugeskiver ret
hyppige, og den i vore nordiske have forekommende stensuger
(cyclop-terus lumpus) formaar at holde sig saa fast med sin sugeskive, der
er dannet af de forenede bugfinner, at man, naar fisken f. eks. har
suget sig fast til bunden af en balje, kan løfte hele karret uden at
rive fisken løs.
Froskefiskens sugeapparat dannes derimod, ligesom hos de andre
af samme slegt (gobiesociderne), af en bruskagtig skive, bestaaende af
to bagenfor hinanden liggende stykker, der er opstaaet ved en
omdannelse af de undre skulderknokler. Bugfinnerne danner her ligesom
skivens ramme.
Froskefisken lever paa det strøg af havbunden, som ligger mellem
høieste og laveste vandstand; den udsøger sig desuden med
forkjærlighed steder, der er særlig udsat for brændingerne. Naar bølgerne
trækker sig tilbage, speider de tykke øine til alle kanter, og naar
man nærmer sig dem paa nogle skridts afstand, lader de sig straks
falde og glider ned i vandet igjen. I regelen bliver man først
op-merksom paa dem ved den herved foraarsagede plasken, og paa steile
klippevægge faar man indtryk af, at dyrene*springer sin vei; heraf
kommer uden tvivl navnet „froskefisk", thi i det ydre frembyder de
ingensomhelst lighed med froske. Naar brændingen vælter sig over
klipperne, indhyllende alt i skum, hvirvles mangeslags dyriske og
vegetabilske affaldsstoffer rundt omkring; dyret griber da det, som
tilfældet fører forbi dens brede gab. Dette er ogsaa det eneste øieblik,
hvor man kan bemægtige sig det flade, slibrige dyr; det formaar
nemlig ikke tydeligt at iagttage omgivelserne i det af luftblærer
opfyldte vand, og det lader sig da med lethed gribe. Farveskiltningen
er meget paafaldende og bevirkes aabenbart ved talrige kromatoforer
(farveceller) i huden. Med undtagelse af blaat og gult synes dyrets
overside at kunne antage alle mulige farvenuancer; snart er den hvidlig,
snart spraglet hvid og graagrøn, derpaa igjen sort og endelig endog smukt
rosenrød.
Denne egenskab at kunne skifte farve, som den ulærde kun
kjender fra kamæleonen, er fælles for en hel del dyr, navnlig vanddyr.
Farveskiftningen bevirkes ved flere over hverandre liggende lag af
farvestofceller (kromatoforer); disse udvides eller sammenpresses,
hvorved snart lysere snart mørkere farver trykkes op lige under overhuden
eller synker ned i bunden af cellevævet. De hertil nødvendige
nerveimpulser udløses ved refleksvirkninger, der snart sættes i virksomhed
fra øinene, snart, som f. eks. hos frosken, fra føleapparaterne. Hos
fiskene, hvoriblandt mange af vore almindelige flodfiske besidder denne
egenskab, udgaar pirringen sædvanligvis fra øinene; naar f. eks. et
øie blindes, antager fisken paa den til øiet svarende side af kroppen
vedvarende en mørkere farve. Lignende farveskiftninger findes ogsaa
lios blæksprutter, krebs og andre vanddyr. Promrfheus,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
