Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Hos min bedstefader paa Guadeloupe havde der været en meget
stor og meget intelligent afrikansk abe. Den drev sin
efterlignelses-tyst saa vidt, at det ofte opvakte forfærdelse. En dag fandt den
saaledes paa at tage et lidet negerpattebarn; den bar det op paa taget,
rystede det og bød det sit bryst. Man havde megen møie med at
komme den nær og tage barnet fra den igjen.
Den var i besiddelse af megen behændighed og styrke, og
desuden nærede den megen godhed for de andre dyr i naboskabet, især
for en meget tam gjed, som den ofte legede sig med. Denne gjed
tilbragte dagen i en slags jordhytte, bedækket med kaktusgrene; disse
planter er meget saftfulde og tornede; tornene sidder stjerneformig i
grupper og løsner sig meget let af.
Hver aften, naar aben kom tilbage fra sine udflugter efter føde,
saa kom gjeden med hele pelsen indfiltret af kaktustorne, der havde
sat sig fast. Den var aldeles bedækket dermed, og det stakkels dyr
kunde ikke engang lægge sig ned uden de største kvaler.
Naar saa gjeden mødte aben, saa plukkede denne tornene ud en
efter en med en forbausende taalmoclighed og omhyggelighed, uden at
rykke ud et eneste haar og uden at stikke den en eneste gang.
Man kan ikke negte, at dette er en handling, udsprungen af
godhed og virkelig kjærlighed, at det er en handling, fremkommen af
en bestemt følelse og ledsaget af ræsonement. Denne handling,
bevidst og fortjenstfuld som den var, og gjentaget hver dag, maa
være en moralsk handling, hvis man overhovedet kan tale om
moralitet hos dyrene. Nu skal vi høre, hvorledes aben satte kronen paa
dette sit daglige træk af kjærlighed til lidende medskabninger i
almindelighed og særlig tilbøielighed for sin ven gjeden.
Naar den havde udplukket den sidste torn, gjorde den endel
krumspring, og for ligesom at tage sig betalt for sin
kjærligheds-gjerning, begyndte den endel ondskabsfulde plagerier mod den stakkels
gjed, nappede den i skjægget, borede sine fingre ind under øielaaget
og ind under halen, hvor der hang en torn igjen, som den dog ikke
fjernede, uden først at tilføie dyret smerte. Gjeden søgte ikke at
unddrage sig disse plagerier, enten den nu udholdt denne mishandling
som betaling for den udstaaede kur, saaat sagen herved gik op i op,
eller den troede, at denne sidste ceremoni var nødvendig, forat
operationen skulde lykkes; det saa ud, som om der i abens sjæl var to
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
