Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
dovendyr, hvor larven lever mellem haarene, af det fra huden udson_
drede fedt. Det er ligeledes allerede forlængst bekjendt, at visse
sommerfugle paa larvestadiet er myrmekophile o: lever hos myrerne
som deres „gjæster" og altsaa maa antages at mTde beskyttelse hos
disse dyr. Den bekjendte sommerfugleforsker Herrich-Schäffer
i Regensburg forsikrer, at en ostindisk og javanesisk dagsommerfugl
endog som fuldt udviklet er en „myregjæst". Han paastaar nemlig,
at denne sommerfugl aldrig flyver, men kun spadserer omkring paa
myretuerne, af hvilken grund dens fødder skal være ganske merkelig
omdannede. En nordamerikansk blaavingelarve skal ofte besøges af
myrer paa grund af sødagtige udsvedninger fra huden, og ogsaa hos
os træffer vi en art — den lille blaavinge (lycæna argus) —
hvis larve meget ofte besøges af myrer, uden at den lider nogen
overlast af disse røvere, som ellers ikke pleier at forsmaa hverken
sommerfuglelarver eller andre insekter, som de kan overkomme.
Forklaringen maa vistnok ogsaa her søges i udsondring af honningsekret
hos larven, hvilket altsaa tjener myrerne som næring paa samme
maade som bladlusenes bekjendte afsondringer’. Denne symbiose
kommer naturligvis larverne tilgode, da myrerne sørger for at holde deres
fiender paa afstand.
Flere sommerfuglelarver lever ogsaa i biernes og humlernes reder
saaledes voksmøllen (galleria melonella), der opholder sig i bikuberne,
hvor den fortærer vokskagerne og derfor ansees for et skadedyr
overalt, hvor der holdes bier, og den her hos os i humlereder ganske
almindelige aphomia colonella.
Alle de foran nævnte beskyttelsesmaader er dog af mere passiv
eller indirekte natur. Et videre stadium i udviklingen af de egentlige
beskyttelsesmidler danner den saakaldte „beskyttelsesfarve", gjennem
hvilken dyrene synes at nyde beskyttelse ved sin lighed med
opholdsstedet. Af let forstaaelige grunde er den grønne bladfarve den, der
hyppigst optræder som beskyttelsesfarve; og eksemplerne herpaa er i
virkeligheden saa mange, at det vilde blive en temmelig lang liste,
om bare navnene paa de herhen hørende arter skulde nævnes. Meget
udbredt er ogsaa jordfarven hos arter, der fortrinsvis opholder sig paa
eller ved jordbunden, saaledes hos ugleslegterne agrotis, haclena,
leu-cania, caradrina m. fl., hvis farver er mere eller mindre graa, brun
■eller sortagtig. Hos arter, der opholder sig paa trærnes bark er den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
