Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
fortæller, at alle arbeidere er edsvorne, og at den ene ikke ved, hvad
den anden gjør. Jeg har seet kolberne og de svære cylindre i
vinduerne og undertiden et glimt af unge, anarkistisk udseende mænd i
svære forklæder. Det er hele min kundskab.
Afdelingens chef, prof. Hiortdahl, saa jeg derimod som nævnt
saa meget oftere. Fra forelæsningerne havde vi studenter faaet en
forfærdelig respekt for alle de konstitutionsformler og kogepunkter,
som han i ufattelig kort tid kunde faa opskrevet paa den svære tavle
i auditoriet — og for den utrolige færdighed, hvormed hans fingre
omgikkes haandklædet efter at have været i berøring med kridtet.
Naar saa den lidt duknakkede, energiske mand i sine blaa klæder kom
farende ind i vor egen kjære afdeling, mens en eller anden af
kameraterne kanske netop holdt paa med alt andet end kemiske
præstationer, gik der som et lynslag af respekt over alle os forklædeklædte
kemikere. Vi blev pludselig videnskabsmænd allesammen. Ikke bare
de ældste, som stod der med titreringer og vegtsanalyser, men ogsaa
nykomlingen, som af amanuensis havde faaet den dybsindige opgave at
opløse bly i svovlsyre.
Bedst husker jeg imidlertid Hiortdahls navn i en anden
forbindelse. Det hændte ikke saa sjelden, at Fridtz aabnede den
høiti-delige dør til amanuensisrummet, hvor vi fik alle vore stoffer og
opgaver udleveret, et rum hvorfor alle, realister idetmindste, har den
dybeste respekt, et rum med alverdens infernalske blandinger — det
hændte, at Fridtz aabnede døren og i sin smilende glæde glemte at
lukke den. Hvad var det, han holdt i haanden, som om han havde
fanget en flue? Først gik han til C., der studerede kemi for kemiens
skyld, og viste det fort. Saa til den næst værdigste. Til mig kom
lian ikke før allersidst, fordi jeg viste et utilladeligt hastverk med
alle de alvorlige analyser. Men naturligvis havde jeg længe før hørt,
hvad det var — en af prof. Hiortdahls krystaller. Hvad vi fra
den periode har i os af levende krystallografi, det skylder vi de
spe-cimen, der kom ind i F r i d t z’s smilende, lukkede næve. Jeg husker,
vi brugte det udtryk, at Hiortdahl ålede krystaller, saa store og
fine var de.
Og her er vi inde paa det centrale ved Hiortdahl som
videnskabsmand. Han er krystallografi
I et lidet land som vort er det ikke opportunt at vælge et saa
specielt gebet som krystallografien til særstudium. Er der noget, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
