Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
369
I II
Surstof.................... 21.6 6.8
Kulsyre................... 40.3 48.0
Kvælstof.................. 1.8 1.8
Hundeblod, der let kau erholdes i større mængder, giver lignende
resultater:
I II
Surstof............ 21—25 6.6—14.5
Kulsyre........... 40—53 46.0—59.0
Kvælstof.......... ca. 2 ca. 2.0
Af disse tal ser man, at det gasformige forbrændingsprodukt,
kulsyren, ikke fuldstændig undviger i lungerne; ifølge de anstillede
beregninger er endvidere blodet aldrig fuldstændig mættet med gas.
Dette er let forklarligt, naar man tager i betragtning blodets raske
bevægelse gjennem lungerne; kulsyren tjener som pirremiddel for de
nerver, der regulerer aandedrættet, saaat en eventuel overmætning af
blodet med kulsyre let bliver afhjulpet. Ligesaa ser vi, at det blod,
som har gjort sit arbeide i de forskjellige legemets væv, aldrig er
fuldstændig frit for surstof. Herved forhindres pludselige forstyrrelser
i den normale organisme ved fuldstændig surstofmangel. Hertil kommer,
at hvert blodlegeme hos mennesket drives omtrent 2—4 gange i hvert
minut gjennem lungerne, hvis samlede overflade er omtrent 2 000
kvadratfod. Først naar atmosfærens tryk er sunket ned til omtrent
halvparten af det normale, formaar ikke hæmoglobinet mere at
fastholde den nødvendige snrstofmængde; da begynder kvælningen. Dette
tryk naaes, naar man kommer op i høider af ca. 6 000 meter over
havet. Man antager, at under normale forhold er forskjellen i
surstof-gehalt mellem det blod, som kommer fra lungerne og det, som
strømmer ind, 7 volumprocent; hos individer, der er kvalte, finder man
intet surstof i blodet, derimod en stor mængde kulsyre (henimod 70
volumprocent).
Lavoisier har i aaret 1870 eftervist, at den kemiske proces,
der foregaar under aandedrættet, er en oksydationsproces; men han
var af den mening, at det indaandede surstof tjente til at forbrænde
en kulstofholdig substans i blodet. Man talte derfor om en
dekar-bonisering af blodet og ansaa derfor lungerne som det egentlige
arnested for den dyriske varme.
„Naturen" 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
