Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mig rörer det Skiönne, henriver det Store,
Naturens den v ieldige Magt.
Saa raaber den Vise, saa raaber hver
Daare:
Mig Vaarens og Sommerens Pragt
Til nyfodte Liv og til Gla;de indbyder,
Og hellige Fölelser Hiertet indgyder —
O Farver, som blrende, o Vteseners Hcer,
Som spire, udvikles, groe fierne og na2r,
Og röres og veltes! hvo lasrte da eder
At meddele Glaeder,
Dem selv I ei kiende; med Stemme saa
klar,
En Folelse tale, som Stövet ei har?
0 Evige, du som omfavner det Hele,
Ufattelig herlig og stor,
1 svingende Sphrerer, I Soelgranets Dele;
Som Viisdom ei fatter, men troer;
Du Kilde til Liv, du, som Alt giennem-
strömmer,
Som Evigheds Evighed aldrig udtömmer!
Hver Kraft, som sig yttrer, o Gud, er
din Aand,
Og Alt, hvad som spirer, og groer, er
din Haand,
Og din den veltalende Rost Jeg for-
nemmer
I tusinde Stemmer.
Hver Gla;de ¡Naturen fremaander til mig,
Hver ophoiet Tanke udtlyder fra dig.
Du atter, o blide Natur, dig forynger,
Og atter du smiler, o Vaar!
Og atter, den sidste Gang, Jeg dig lov-
synger.
Min Röst det ei mere formaaer.
Som Barnet Jeg med dine Blomster tit
spögte,
Dig, skiönne Natur! dig allene Jeg sogte,
Dig sang Jeg, saa ofte, og spurgte ei om,
Fra hvem denne glade Henrykkelse kom.
O, nu mere herlig din Soel mig oprinder,
Jeg Gud i dig finder.
Igiennem et Tempel gaae nu mine Fied,
Og, ydmyg tilbedende, knajlei Jeg ned.
Du blomstrende Jord, i hvis Arme Jeg
segned,
Og lamge, med vaklende Fod
Henvandred’ den Bane, som mig var
betegnet,
Og laenge din Rost ei forstod.
I)u ene, du Kreds, som Jeg her overskuer!
Har nok til at nasre de heilige Luer.
Meer Viisdom og Kiasrlighed vikler du ud,
0 ! meer end Seraphen kan sige om Gud,
Ei kan jeg randsage med Grandskerens
0ie
Det Dybe, det Höie;
Men han, som oplader for Kraiet sin
Haand,
Hans Stemme er klar til hver levende
Aand.
Zephirer, som Jordens de nyfodte Spaede
Omflagre! I hviske til mig:
Fra Vesten vi komme, og ile at glaide
De koldere Zoner, og dig;
Vi see og forkynde, saa langt vi omsvasve,
At Gud er en Fader for Alle, som leve.
Du Spire, som lofter din grönnende Top!
Du Lov, som frembryder fra bristende
Knop!
1 tale saa klarlig: vor I.od er og din,
Til hoiere Liv er kun Döden et Trin.
Fortryllende Skiönhed! som ftengsler mit
0ie,
Mangfoldig i Arter og Tal,
Fra Egen, som kroner jcevnaldrende Höie,
Til Blomstret i ydmyge Dal,
Med kiaslneste Skiönhed, i fineste Grene,
Sig Under af skrnekfulde Hoihed forene.
Hid, sprede og venlige Plante, du ty!
Ved trofaste Barm skal du finde et Ly.
Din Ungdom igien skal min Alderdom
pryde:
Saa Biergene byde.
Guds Storhed og Vrelde og Herlighed her,
Og faderlig Mildhed ved Siden Jeg seer.
Sig stille og lumre Midsommer udgyder
Fra Himmelens brandende Pol;
Og, mat, giennem qvajlende Dampe
frembryder
Hver Straale fra ildrode Soel.
Selv Zephir, afmsegtig, fra Bierget sig
svinger,
Ei kiolende Luftning, kun Hede den
bringen
Hvor hörer da trsettede Vandrer med Lyst,
O brölende Torden, din stigende Rost?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
