Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fordums-Venner.
Ballade.
Med Doden i mit Hjerte
og Smilet om min Mund,
og i mit Blik en Smerte
ifra vor Afskedsstund —
kom, Ludvig Daae, min Svorne,
jeg beder, kom min Ven!
Af tusinde forlorne
jeg har en Stund igjen.
Jeg har en Stund at tale
om rundne Dages Strom,
der kunde sondermale
til Skum vor fagre Drom.
Vi os ved Fossen sajtte!
Se, hvor den Skummet slaaer!
Saa, Venskab, knust din lette
Meeneed i Skum forgaaer.
Du gyser der ved Faldet;
Du tor ei see derned,
som om Du horte Skraldet
af en forsvoren Eed.
Friskt Mod! Ved Fossen Birken
sin Fane freidig slaaer.
Histudenfore Kirken
vort meste Mode staaer.
Vi os paa Engen sjette!
Dens Grses er guult og tort.
Ak, just et Liv som dette
har jo vort Venskab fort?
Det skjod som Grres i Vaaren;
del visnede som Straa;
og Vindens Flugt har skaaren
de Ax, som sad derpaa.
Vi saette os paa Tinden,
hvor Skyer tlyer forbi!
Der seile To for Vinden,
forbundne tast som Vi.
De splittes i Sekunden.
Forbi Fostbroderskab!
Saa af vort Venskab vunden
vi har hinandens Tab.
Kom, soet dig ved min Side!
Kom, tryk dig til mit Bryst!
Du skal dets Qvaler vide;
saa lairer jeg din Lyst.
Der var Du engang hjemme
med al den Forstes Ret.
Ve mig, som ei kan glemme!
Ve Dig, som künde det!
Vi sajtte os paa Randen
af vildest Afgrunds Hang!
omfavne saa hinanden,
og saa, min Ven — et Sprang!
Lad Dybet Tvende gjemme,
som vare engang Eet!
Ve mig, som ei kan glemme,
Ve Dig, som künde det!
Paa
Kong Carl Johans Begravelsesdag.
Den 26de April 1S44.
Forgjreves skal Kapel og Kiste
sig lukke over Carl Johan:
’ thi Doden ei og Graven vriste
Hans Traek ifra mit Hjerte kan.
Der luer end hans kjajkke 0je
i min Erindrings dybe Grund,
der skinner Panden end, den h0je,
og Smilet leger 0111 Hans Mund.
Did ei Fortferelsen kan tramge,
som slipper ind i Hans Kapel,
naar Doren liviner paa sin Gjajnge
til Sorgetoget sit Farvel.
Thi Köngens Tr«ek i Hjertets Gjemme
med Taarer har jeg balsamert,
og min Erindring ei kan glemme
den redle Skjonhed i ethvert.
Lad Landets Klokkeklang forstumme,
mit Hjerle dog for Ham skal slaae,
saala?nge Blod dets Kamre rumme,
saalrenge mine Pulse gaae!
Lad Verden sine Kteder vende
fra Sort til Purpur og Skarlag,
mit Hjerte vil dog ikke ende
for Carl Johan sin Sorgedag.
Soin Stjernens Gjenskin ei sig bryder
i Duggen blot paa enkelt Straa,
men speilende fra Engen skyder
I sig tusinddobblet mod det Blaa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
