Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er en smuk Foraarsdag. Solen
skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin
Dag da Wallonerne odelagde Landsbyen.
Gamle Adrian sysler udenfor Hytten,
saaende og plantende i den askeblandede
jord. Han veed, det er Pletten, thi
han har fundet sin Margarethas
Fasstens-ring der og et Sknd af hendes Syringe
udenfor Vinduet, hvorunder hun plejede
at sidde med sine Bom. Han har alt
faaet Liv i det; og nu saaer og planter
han rundt omkring det, mumlende:
Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil
give sin Velsignelse.« Fremmede gik
mange Gange forbi og loe og sagde:
»hvormange har det ikke bnendt for
uden at de ere blevne galer«
*
Men hvem skulde troe, at den gamle
Gartner, som graver saa ivrigt og dog
afmaalt, som passer saa noje at vande
og bedrekke sine Planter, som sysler saa
vever i sit Bed, skulde vcere afsindig?
— Hans Haar var vel hvidere, men glat
og skinnende som for, hans Kinder
ro-dere, hans 0jne klarere og ildigere. Og
han kunde lee for sig selv, gnidende
Hffinderne af inderlig Förnöjelse, naar
han opdagede et Skud, et Blad mere
paa sine kjrere Planter. Da mumlede
han: »Gud vil give sin Velsignelse!«
og han bojede sig, korsede, og hviskede
den hellige Velsignelse over dem.
Det leed om lidt. Syringen skjod.
Alting blomstrede omkring den.
Holland, Floras Vndlingsbund, havde aldrig
baaret saadanne Vidundere af
Fuldkom-menhed og Skjonhed. Det var en
Som-meraften efter en mild Regn. Enkelte
Draaber laae tunge og fulde igjen paa
Bladene. Med sittrende Lseber sad den
Gamle over sin blomstrende Skat.
–»O min Sjel, o vrer nu stierk!
P.ier Vorherres Undervserk!
Dö ei, Hjerte, som maa standse,
at min Aand kan bedre sandse,
at, i Lytten til dets Banken,
ikke den forvilder Tanken!
D0v mig ikke, om du daarer,
om du tryller og beruser,
du Henrykkelsens Musik,
som i mine 0ren suser!
Sode Graad, ei blind mit Blik!
Lad mig see med disse Taarer,
som med tusind 0jne klart,
som med alle Stjerners Fakler,
det Mirakel af Mirakler,
som er bleven aabenbart!
Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
ve mig meer end Ojeblinde,
tvivlte jeg om Guds Mirakel!
Slaaer vel Solen i sin Glands,
hojest paa sin Middagstinde,
klart som De t te Syn og Sands?
Maa mod Klippen knuste Pande
saa dens haarde Tilvaer sande?
Föler Moderen saa sandt
af sin vellystfulde Smerte
Livet af sit Elskovspant?
Elskeren, at det er Hende,
Hende kun, den Sukbegjerte,
paa hvis Mund hans Lreber braande?
Naaden, dette milde Hjerte
i trefoldig Guddoms Aand,
st0ire Under gjorpaa Under
med hans Almagts venstre Haand,
end i Drom selv ringlen blunder,
mens hans Viisdom, forat maale
Dybets Dyb og Fjernets Fjerne,
forat styre vilden Stjerne
strengt og stramt med Solens Straale,
for Kometerne at tojre,
lede Alt saa regelret,
at selv Ormen fatter det,
kun har Brugen af den Hojre.
O hvo provte Almagts Styrke?
Og hvo saae til Viisdoms Tinde,
til det Lys, af Soles Morke
og af Stjerners Mulm erna:rt,
hvori Englene er’ blinde,
hvori Tanken blier fortaert?
Mennesket i Brystets Hule
kan sit eget Hjerte skjule, —
Hvo har i Algodheds seet?
Hvo Barmhjertighedens Skjod,
livor Undfangelsen er skeet
til det Under, som er fed?
Födes ei i heiligt Lön
Stovets Barn og Syndens Son ?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 23:29:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0277.html
