Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hobene igjennem Hyldebuskene, der
omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer
dem tilside.–
IV.
Jan van Huysum, Blomstermaleren.
»Vasr forsigtig, Navnlös,« siger den
Fremmede, disse Ruinernes Blomster
ere praegtigere end Haugernes. De have
suget sine Farver af Blod og kalkede
Been, og Luerne have tilberedet Jorden.«
Den Gamle forskrajkkes. Dog rejser
han sig ikke fra Margarethas
Gra:s-brenk. Ellers plejede kun Storkene, der
vare vendte tilbage, fra en af de
igjen-staaende Muurtinder, eller Hovedet af
en nysgjérrig uskyldig 0gle imellem
Ste-nene, Hyrdedrengen fra den na:rmeste
Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa
ilsom Vandringsmand at see ind til ham.
•i:
Ha!« raaber den Fremmede.
»Hel-lige Himmel! Naar saae mit 0je
saa-danne Blomster: Disse har du ladet
spire for mig, for mig alene. Bort med
disse elendige Vandskud, Dreng, som
du gjemmer paa! Disse skulle blive mit
Underva;rk, som de ved Himlens
Vel-signelse ere blevne Jordens.«
Adrian. »Du har Ret, Fremmede.
De ere det ved Himlens Velsignelse.«
Og han mumlede atter:
>Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
ve mig meer end 0jeblinde,
tvivlte jeg om Guds Mirakel!»
Den Fremmede. »Du maa
överläde mig dem, Gamle.«
»Nej, nej, nej!«
Du maa. jeg vil betale dem.«
Du kan ikke. Troe mig, du kan
ikke.«
»Troer du?< Og han kaster sin
Guldbörs til Adrian.
Ikke med dine 0jne, ikke med dit
Hjerteblod.«
Den Fremmedes Ansigt blev
skarla-genrodt. Hans 0jne funklede. Jeg
har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der
er Prindsen af Oranien og hans Gave!«
Og han kaster sin Guldkjæde og
Dia-mantagraffen for Adrians Födder. »Er
du nu förnöjet:«
»Dine Diamanter opveje ingen af
disse Dugdraaber paa mine Blomster.
Men forfærd mig ikke! Dit 0je er
skræk-keligere end din Tale. For Guds
Barm-hjertigheds Skyld, hvad vil du:«
Den Fremmede har trukket sin
Dag-gert. »Ikke dit Liv, men Blomsterne.«
»Ja de ere Liv! Afsindige ryr dem
ikke! Ved din og min Salighed, de ere
Liv, de ere Liv!<:
»Just derfor. I denne Sekund maa
jeg have dem ; i næste ere de ikke som
i denne.«
Han knæler alt ved Blomsterne. Den
Gamle springer op med Forstenelse i
sine Miner. Den Fremmede har alt
Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han
skjærer. I samme 0jeblik udstöder
Dren-gen et Skrig, og styrter om med
Haan-den paa Hjertet. »Benjamin,
Benjamin, mit Barn!« hviner Oldingen, og
synker tilbage med Döden i sit Aasyn.
»Hvad gaaer af dig, Dreng?
Navnlös, Navnlös, min Dreng, fik du Ondt
af denne stærke Blomsterduft? eller har
| en Slange stukket dig?«
Qvisten med Rosenknoppen er af,
| og Drengen er död.
i*
»Hvad er dette? Ha, der var
Blod paa Qvisten, som jeg skar,
Blod som i en Vunde aaben,
og en Draabe paa mit Vaaben.
Men nu er jo alt forsvundet;
Smerten vel, men ej min Angst,
midt i Glæden for min Fångst,
er jo lykkelig forvundet.
Rædsel ! var da min afsjelte
Yndlings Livsenssnor förbundet
her med denne Knop? og dvælte
da hans Genius i den?
Mon sit Liv med den han delte?
Dobbelt, med foinyet Kraft
synes det indblæst igjen
i den friske Purpursaft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
