Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der bryde Dverge Gren og Blad,
og hamre dem til Kalk og Fad.
Der er en Lyr i Fjeldets Tag,
hvor Lys gaar ned af Sol og Dag;
demnder skinner Huldrens Hal
med klare Stjerner af Krystal.
Solvskjolde hienge der i Krands,
med allerdeiligst Maaneglands.
Der er det godt at soge Ly,
naar Fjeld er svobt i \’intersky.
Han fulgte til den fede Hjord,
der gaar i Huldrens Sommergaard.
Den gaar i Klover og i Korn,
med brandet Skind og uden Horn:
den hviler i den gronne Lund
paa frodig, blomsterstroet Grund, —
den drikker af den klare Aa,
som Lindeskyggen falder paa.
Til Vogter for den fagre Egn
er sat de steile Klippers Hegn,
hvorover friske Rankers Net
nedfalder duftende og let.
Der sidder Gjog og Rodving bag,
og standse deres Tungeslag,
og lytte, under Lovets Hang,
til Huldrens Lur og Lokkesang.
Han fulgte did, hvor blaalig Bra;
nedstyrter over Klippens Knce.
Der ligger dybt, med ode Strand,
den rige Huldres Fiskevand;
der spiler 0rnen sine Fjrer,
men ser dog ingen Svoinmer her;
der meder Bonden Stranden 0111,
og Krogen er dog altid tom.
Men Huldren staar paa Klippeblok,
og samler Fisk i tallos Flok;
som Funker af den rode Ild
de springe hoit ved hendes Spil;
de dukke til den dybe Bund,
og skyde op med Guld i Mund, —
de snappe fra den steile Kyst
Karfunkelsten til Huldrens Bryst.
5-
Han blev hos Huldren Aar for Aar,
og Aldren blegede hans Haar;
hans Bygd laa tom i al den Tid,
og ingen Vandrer spgte did.
Paa Vei og Sti, der var forladt,
henstrakte sig det ta;tte Krat;
den rædde Hare slog sig ned
i det forglemte Arnested,
og Björnen slæbede sit Rov
til Kirken i den vilde Skov.
Men endelig, en kjolig Höst,
da Sukke steg fra Huldrens Bryst,
förnam paa Fjeldet Eivind Bolt,
at 0xen klang i Graneholt, —
og atter, paa en stille Dag,
han skimted Rog fra Hyttetag.
Til Slutning svæved over Vang
de klare Kirkeklokkers Klang,
I og Solvet skjalv i Huldrens Sal
ved dette Bud fra F.ivinds Dal.
Med Klokkeklangen trængte ind
en mægtig Længsel i hans Sind,
og glemte Minder kom med den
og aabned Sjelens Dyb igjen.
Hans Sjel var længst en Fjelddal lig,
hvis Vaar i Sneen glemmer sig;
men kommer forst et Straalevæld
med Glod til Eng og Bakkeheld,
da smelter Sne i Birketop,
j og Blomsten slaar sit 0ie op,
og i ei Nu, med lid, med Magt,
j staar frem af Mulmet Vaarens Pragt.
Ved Kirkens Rost var Huldrens Kunst
fortabt og veiret hen i Dunst.
Den golde Glimmersten var vaad
den lange Dag af Huldrens Graad.
Hun havde fra sin Klippevraa
I det gule Lov at stirre paa ;
hun sad for Eivind som et Lig
med stivnet Bryst, bag Taagens Flig.
Han maatte bort, — han maatte ned,
hvor Hjemmet laa ved Elvebred;
j han maatte svale Hjertets Nag
i Hytten med det sunkne Tag.
Han kom til Dalen, stor og rank,
med I.okker, som til Beltet sank.
Han gik fra Hals til Fod i Skrud,
der skaaret var af Renens Hud.
Til Solvergiorden om hans Liv
var hegtet Hvsessesten og Kniv.
Med Strengeleg i Skulderbaand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
