- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
316

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

et stort, uendeligt, ufattet Digt! : som naar mit Blik -

Hver Stjerne er en Guddoms hoie Tanke,

som Aanden i sin raske Himmelfart vil mod Nattens vendt

sanke.

Den minder os, naar Dagens Lys gaar ud,

i Nattens Stilhed, om sin Far, om Gud.
O, nu forstaar jeg, Glemmigei! dit Navn

— Du lyse Blomst i Skovens morke

Favn —.

Ei Jorden blot, men ogsaa Himlen eier
hin sommerfriske Krands af blaa For-

glemmigeier.

hvis Taare var en
Stjerne
- saa Guds-Poemet
i det Fjerne.

Bleg stiger Maanen — dette Gravlys i
Naturens Kirke — Skyen gaar forbi
dens Aasyn, tlagrende for Nattens Vind,
som morke Lokker om en dödbleg Kind,
og Jorden slUmrer, som et Barn, der ikke
ser og forstaar sin Moders elskovsfulde

Blikke.

O, jeg har set dig, kongelige Sol!
staa op af Havet som en bly Fiol;
jeg saa dig glode mer og mer, indtil
du fyldte Jord og Himmel med din Ild,
og Skyen seiled, lig et Skib, derover,
hvis sorte Kjolrand suste gjennem gyldne

Vover.

O, jeg har set dig, naar du varm og hoi
paa gyldne Vinger over Jorden tloi!

End har du ei, misundelig og stolt,
en venlig Stjerne ved din Side taalt.
Selv Himlens Blaa, i Glandsen af din Lue,
du skinsyg niegted Jordens Son i Fred

at skue.

Og jeg har set dig rodmende gaa ned;
dit stolte Blik forsvandt i Kjajr-

lighed.

D e t v a r somonuluförstiDodensaa
den Himmels Sk jonhed, som du
troned paa,

o g gra;d dit 0ie ro dt af Anger over,
at kun dig selv du havde set i
Havets Vover.

Ved Henrik Wergelands Ded.

Sorg kun, mit Faa drei and! Du har tabt
den bedste, den renest tonende Streng
paa din malmene Harpe!

I Sorg; thi Aarhundreder hen skulle gaa,
forinden du finder erstattet det Tab,
som du nu ei kan fatte.

Nu forst, da Doden har Digteren kyst,
og suget det sidste Farvel af hans Bryst,
skal man ret ham erkjende.

Nu, da den Krone, Geniet har lagt,
mit Nor, om din Tande, Demanten har

tabt,

som lyste kring Verden,

nu forst erkjender dit Folk med et Suk,
at det var, at det var saa uendeligt rigt;
men — dets Rigdom er svunden!

O, naar til Graven man basrer hans Stov,
Naturen skal synge det deiligste Digt,
som den har, til hans /Ere;

Sommerens Rose skal aabne sin Mund,
skal sende kring Norge et Kvad om sin

Sorg,

for sin Ven, som den tabte;

Fossen skal bruse, som Orgelets Chor,
udtone en Gravsang, som ikke med Ord
en Sänger kan tyde;

Harpen i Skoven, hvor Straengenes Ha;r
mellem Birkenes lovrige Kroner er lagt,
skulle Vindene gribe;

Men flygtig gik din Glands mit Syn forbi. Havet skal lajgge sit sukkende Kvad,

O Dag, du har ei Nattens Poesi! som Tegn paa sin Smerte, ved
Klip-Den vajre priset! aldrig har jeg drpmt . pernes Fod,

saa sodt, og aldrig digted jeg saa omt, forsonet og roligt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:29:01 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0350.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free