Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den gamle Kanin, der »enoiet, trebenet,
violblaa og fin« hinkede gemytlig
omkring mellem Mos, Stene og friske
Lovbuske. Paa Bordet ragede en uhyre
Kvast af vilde Vaexter og Blomster op
af et gammelt Drikkehorn, og her sad
han, visselig selv det s;e!somste
Natur-product — en Skovens vilde, yppige
Vrext, liflig i sin Art, Vandrerens Glaede,
saalaenge den beholder sin Plads, men
som blot forstyrres og virker forstyrrende,
naar den bortrykket fra denne sin Sphfere,
skal tjene Realiteten og bli ve et, dog
kun maadeligt Redskab i dens Tjeneste.
Ak nu véd jeg det, disse Aar vare
de lykkeligste for os Alle. 1 denne
Pe-riode af sit Liv tilhorte han os endnu,
og tor jeg lregge til: ogsaa mig tilhorte
han. Han holdt af mig dengang og han
lagde det for Dagen paa sin Vis, jeg
kan ikke huske egentlig hvordan. Det
faldt saa af sig selv, det kunde ikke
vaere anderledes, vi maatte vaere glade i
hinanden dengang. Jeg husker at jeg
stod engang ved Vinduet og saa ud;
han foer lloitende gjennem Stuen og var
alt i Doren, da kom han tilbage, tog
mig om Halsen og kvssede mig og ud
floi han igjen, uden et Ord. Men vore
Veie skildtes, maatte skilles, for aldrig
mere hernede at forenes. Min Broder!
det er ikke saa, at jeg trolös forlod dine
Spor, jeg kunde blot ikke fölge dig i
den vilde Larm! Paa den stille Vei
jeg maatte gaa, har jeg staaet og skuet
ud som hin Dag ved Vinduet og ventet
og ventet med Smerte, men du kom
ikke tilbage. Min Broder! Dit Kys har
jeg dog, og det skal gjrelde ud over de
lange Adskillelsens Aar, og rent skal det
bevares, og rent og trofast skal det
besvares der hvor Zirkelen slutter og
det Adskildte modes!
Hvor han kunde vaere elskvaerdig,
hvor han var elskvrerdig! Selv lo han
ikke, han gottede sig, han lloitede
lige-som Latteren ud, men i hans Naerhed
sprudlede der evige Fontainer af Latter,
Liv og Lystighed. Man kunde ikke blive
rigtig vred paa ham, hvad han end sagde
og tog sig for. Henrik havde Anlaeg til
alle huslige Dyder, til Alt hvad der gjor
Familielivet let og dog hciere beaandet.
Alle hans Egenskaber havde noget af
Barnets. Han var snild, noisom, altid
glad, taknemlig for det Mindste, en
elsk-vaerdig Sön, og Alt dette gjorde at man
under et laengere Samliv med ham,
ind-lulledes sodelig i den Tro, at det maatte
vedvare uforstyrret. Det er den Slags
Sikkerhed Beboerne af Torre del c/recco
föle, de hrenge som Berusede ved den
skjonne Jord og glemme tilsidst den
far-| lige Nabo, indtil en vakker Dag
Grun-den baever under dem, og minder dem
om, at na:ste Minut kan det Hele vaere
forvandlet til en Askemark.
Og saa har hans Nrcrmestes Liv
vaeret ved Siden af ham, en Usikkerhed,
der ikke tillod os at dvaele i nogen Glaede,
en Bfeven paa Randen af et Krater.
Vi Mdste aldrig hvad 0ieblik Udbruddet
vilde komme, eller hvorfra, hvorledes
det vilde komme. Iagttog vi aengstelig
| Et, aabnede der sig maaske To fra en
anden Side. Som oftest var det de
redleste Anlaeg i ham, der gav
Anledningen. Hvor vilde de kunnet virke
velsignelsesrigt, havde Klogskab og
Sin-dighed ledet dem! Hans Iver for
Men-neskehedens Sag var saa brsendende, og
i han foer saa blindt afsted, at han ikke
: kunde skjelne Sandt fra det Usande.
Deraf hans tleste Feilgreb. Enhver
vir-kelig eller falsk Nodlidenhed var
selv-! skreven til hans Hjelp, og Mor maatte
passe paa, at han ikke gav sine
Senge-tepper bort. Enhver Klage, der stottede
sig til et Skin af lidt Uret, af en
Mreg-tigeres Overgreb, kunde vaere sikker paa
at finde et villigt 0re og en flux beredt
Villie til at gaa i liden. Han
under-sögte ikke, Ringheden, Afmagten var
Klagerens Ret, en luvslidt Kjole det
ubestrideligste Argument. Af saadanne
Grunde udspandt sig hans Fiendskab med
Pr a em, der berövede os en elskvaerdig
Nabo og havde saa langvarige, sorgelige
Folger for ham selv. Denne Sag er alt
for bekjendt til at det skulde vaere
in-discret at berore den. Hvad skal jeg
sige til den forurettede, haardt angrebne
Mand? Hvad han allerede la;nge vil
have sagt sig selv: Doden forsoner,
og vi ville Alle tilgive, som vi engang
önske at tilgives.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
