- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
351

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

den lysegronne Calmus; af og til sprang
en Odde frem, og ude paa Pynten saaes
her og der en gulnet Barhytte, der stod
igjen som et Minde fra Aarfugl-Legen
om Vaaren. Mod Nord, hvor vor Vei
gik, var der knapt et tusend Skridt over.
Rundt Bredden stod Lyngen i Blomster;
men ude paa Myren vinkede os
Mos-liljens gnle praegtige Bajger, den
skjaeg-gede Bukkebladblomst og den sirlige
Calla. Pyntet med nikkende Myrdun,
Multeblomster og fint Stargrjes spillede
Mosteppet i de forskjelligste Overgange
og gyngede under vore Fodder, som om
det hvilede paa et bolgende Hav. Vi
gjorde ogsaa en liden Afstikker for at
sanke Multer. Da vi igjen kom frem mod
Pynten af en af disse furekronede Odder,
svingede Dunhammerne sine store
valse-formige Ax frem og tilbage over vore
Hoveder; en skj;erende Vind peb os i
Ansigtet, og lige over os stod morke
Skymasser med graalige, udvaskedeRande.
Det bryggede til en Regnskur; vi kjendte
alt enkelte Draaber. Jeg trostede min
forskraekkede Ledsagerinde med det Ly,
vi skulde finde i den gamle Vardehytte,
en Levning fia Krigens Tid, som knapt
laa et Par Bosseskud borte, ret op for
den ludende Fure ved Myren. Da vi
naaede Bredden, skvlregnede det; men
1111 havde det ingen Nod, vi kjendte fast
Grund under vore Fodder, Skoven
daek-kede os, og i et Par Minutter vare vi
oppe af Bakken og vel forvarede i
Varde-hytten. I Grunden vare vi paa ingen
Maade vel forvarede. Taget var styrtet
ned; kun en liden Snip var igjen deraf
i det ene Hjorne, saa vi frit kunde se
Himmelens Fugle flyve over os. Men i
dette ene Hjorne, under denne lille Snip
havde en menneskevenlig Skytter eller
Vedhugger anbragt en Baenk af et Par
Briskestammer mellem Tonnnerstokkene,
saa lang, at der med Nod og Naeppe
var Rum til to. Her maatte vi altsaa
tage Plads, og jeg syntes det var et
her-ligt Siede. Smaagutterne klattrede med
Fare for Liv og Lemmer op paa
Lev-ningerne af den gamle Skorsten i det
andet Hjorne og stod der mod den graa
Himmel og trrettede, om de kunde se

ni eller elleve Kirker, til de ikke saa de
naermeste Traeer for Regn.

Man skulde vel tro, at vor Stilling i
Krogen medforte Fortiolighed og
gjen-sidig Meddelelse. Men det var ikke
saa; jeg sad og stirrede i Taushed paa
0ierens Flade, som gjennem
Doraabnin-gen viste sig matskimtende i Regntloret;
jeg saa efter Smaagutterne paa
Skorstens-ruinen, og paa mine egne Ben. Stjal
Blikket sig over til min skjonne Nabo,
var det kun for at vende tilbage med
dobbelt Fart. Situationen var erotisk
og komisk tillige; det var Kjrerlighed i
Hustererkategorien. Vi sad der som et
Par Hons paa en Pinde. Grib
Leilig-heden! hviskede jeg til mig selv. Mens
jeg gik og vadede i Myren, havde jeg
i Stilhed ovet mig paa den Tale, jeg
havde tajnkt at anbringe ved ti lignende
Leiligheder. Hvorledes den lod,
erin-drer jeg ikke nu; men det ved jeg, at
den stedse blev siddende mig i Halsen,
naar den skulde bruges. Nu var det
skjaebnesvangre 0ieblik der igjen.
Smaa-gutterne vare nede af I’iben og tumlede
sig udenfor i Blaabaerlyngen. Jeg holdt
det for nodvendigt at begynde min
Er-kla;ring med en vis Kjrekhed, og jeg
vovede virkelig at liegge min Arm om
hendes Liv; men det viste sig snart, at
Jomfruen var meget kjajkkere end jeg.
Hun sprang op og stod truende og
latter-mild for mig.

Hvad vil De mig? Min Gud! ved
De hvad De vover?« sagde hun. »De
kjender jo min Slregt! De ved vel, at
jeg stammer fra Huldrefolk, og at der
rinder Troldblod i mine Aarer?«

»Min bedste Jomfru,« sagde
jegStak-kel, som imidlertid var kommen en Smule
til Sans og Samling igjen; »jeg fatter
Dem ikke, jeg ved ikke,« tilfoiede jeg
for dog at sige noget, »om en saa
for-daegtig Herkomst.«

»Nu, det var da rart at Mor, som
har fortalt Dem saa mange Eventyr og
Historier, ikke har fortalt Dem det. Min
Oldemoder eller Tipoldemoder var jo en
virkelig Hulder. Nu skal De hore; men
hvis De ikke vil, at jeg skal blive
gjen-nemvaad, maa De forunde mig at sidde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:29:01 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0389.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free