Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skrnekket, at han aldrig siden torde sige
hende imod, eller gjore andet end luin
bad om, og fra den Tid var der aldrig
Uenighed mellem dem. Det var
Historien. Hvilken stcerk og slem Mand min
Bedstefar var, har De vist hort; min
Far, Proprieta;ren, kjender De,« sagde
hun halvt truende, halvt skjaamtende;
»De kan altsaa slutte Dem til hvad De
kan vente, hvis De for Alvor gjor mig
vred.«
>Du vil nok blive her med det samme
du Marie,« sagde Smaagutterne, som
aldeles blaasorte om Munden viste sig ved
Doren med et umaadeligt Knippe
Blaa-brerlyng. »Det er forbi med Regnet for
lrenge siden,« sagde de; »kom nu og
lad os gaa.«
Vi reiste os; det rige Lovvaerk af
Moser og Lavarter, som daäkkede de
fugtige Stokkevcegge, spillede, forfriskede
ved Regnet, i det glimrende Sollys.
Udenfor, i Skoven, var der en Glrede
over alle Planter og Fugle. Pyroler og
Linneer udsendte Stromme af Vellugt,
og Granen dryssede sin Duft over os.
Skoven var fuld af Fuglesang og Jubel;
i hver Top sad der en Maaltrost og
spottede min Kjrerlighed; Gjserdesmutter
og Fuglekonger sang omkap og frydede
sig over sin Lykke; kun en enlig
Röd-kjrelke klagede mellem de tretteste Grene.
Medens vi vandrede ned ad
Skraa-ningen gjennem Skoven, laa
0vre-Rome-rike for os i Solskinnet; over de vestlige
Aaser hang Regnet endnu som et graat
Slor; men mod Nord var det saa blankt
og klart; Mistbjerget, disse Egnes 0ien-
trost, hvælvede sig her som en blaalig
Kuppel, og vi saa Bakkerne og Skovene
og Kirkerne og Gaardene, og
Smaagutterne kjendte grant den rode
Staldbyg-ning hjemme paa Gaarden. Det gik
raskt nedover; Marie lob omkap med
Smaagutterne; jeg slentrede efter, stirrede
melankolsk ud i det vandlose Landskab
og slukkede min Torst med saftige
Blaa-bær. Vi vare ikke længe om det sidste
Stykke; men da vi kom i Hjemhagen,
stak Middagssolen saa brændende hedt,
at det ikke var til at holde ud. Marie
satte sig i Græsset under den gamle
Eeg, og vi fulgte Exemplet. Da bolgede
der pludselig en Tonestrom hen over os.
Forundret lyttede Marie og stirrede op
i Hvælvet af den morke skyggerige Krone,
som om hun ventede at faa 0ie paa alle
Skovens vingede Sangere. Jeg kjendte
Tönerne; det var en sjelden Gjæst i
Eg-nen; det var den gulbrystede Sanger,
som gav os denne Koncert. Den var i
sit bedste Lune; den skreg som Falken
og smaanynnede som Sisiken. Den gav
os Lærketriller og Stærresang og
Svale-kvidder; den kjendte Maaltrostens og
alle Lovsangeres Toner. Det var et
sandt Potpurri af Fuglesang med Jubel
og Smerte.
»Horer De denne r« raabte Marie,
idet hun sprang op og dansede rundt
under Træet: »ved disse Toner kjender
jeg min Huldrenatur ; jeg foler, at jeg
horer hjemme her, lige saa vist som De
tilhorer Byen og Bogerne og
Komedie-spillet og Lirekasserne!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
