Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
resten vaasentlig delte den Sidstes Anskuelser. Det stemte ganske
ander-ledes med hans Natur i Stilhed at tilfore den unge Literatur, som de to
Stridsmaand havde grundlagt, en ny Kraft. Han udgav da — i 1840 — en
»Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Almuedialekter« og udtalte
i Indledningen tii denne lille Samling, med den Bestemthed og Myndighed,
der kunde prtege hans Ord, naar det gjaldt en Sag og ikke ham selv, at
Folkepoesien var absolut fornoden til Kunstpoesiens Förnyelse. Hvorledes
han selv senere gjennem den Förste har virket paa den Sidste, er allerede
tidligere frenihaevet. Her maa vi indskrajnke os til at omtale hans ypperlige
Indledning til »Norske Folkeeventyr« (1852), livori han dva;ler ved
Even-tyrenes almene og ved deres nationale Karakter; hans Indberetninger til det
akademiske Kollegium om de Reiser, han i 1846 og 1847 foretog til
Har-danger, Telemarken og Saeteredalen for at samle Folkedigtninger, og hans
Afhandling om Hemingsviserne (1850).
Vi vender os demaest til hans Digterliv. Det er let at overskue:
En Samling Digte« (1850), »At haenge paa Juletraeet. Nogle faa Digte«
(1855 — senere foroget og udgivet under Titelen »En liden Julegave,
Gam-melt og Nyt« (185g), — det er Alt, hvad han udgav af lyrisk Digtning,
ligetil han — paa ydre Tilskyndelse — samlede sine Skrifter (1877) og her
tilfoiede, hvad han kalder Eftersla;t«, samt nogle religiöse og blandede
lyriske Digte.
Hvad der i Jörgen Moes forste Digtsamling sterkest griber en, er
hans inderlige Forhold til Naturen. Her er hans Skildring i hoi Grad
personlig, her har hans daempede Vaesen fundet en egen Tone for Begeistring og
Vemod, der er betagende. Digte som »Det lysned i Skoven« og »Hilsen«
har en usigelig ren Sangtone. At udtrykke den störste Inderlighed med de
allerenkleste Ord — heri har egentlig Jorgen Moe sin Styrke, og her er han
i Slegt med Folkevisén. »Saetergjentens Sondag« er et Mönster i den
Retning. Men mens hans Naturlyrik har sin egen Tone, fin og gratios, og mens
hans Indledningsdigt til de episk-lyriske Digte Fra Dalene« — den ovenfor
naevnte »Hilsen« — er baaret af en barnlig, diempet Jubel over Naturen,
som er hans og ingen Andens, saa stiller der sig, da han skal levere sine
Romancer, Forbillcder mellem ham og Folkelivet. Asbjornsen gaar lige paa
sin Model og skja;nker derved originale Portraater; hos Moe kan man spore
Paavirkning saavel af Christian Winthers Trassnit som af Welhaven. Og
dog er der ialfald et Digt, hvor Jorgen Moes sympatiske Opfatning af
Folke-troen, hvor hans Barndoms Samliv med Folket har afspeilet sig saaledes, at
det Mystisk-Vemodige bliver sterkere end i nogen af Welhavens Romancer.
Helgenotras Khytme er ikke original, men den er overordentlig malende,
og Slutningsversene er saa simple og troende, at de river selv den möderne
kritiske La;ser med. Deres vemodige Lyrik er Bondesonnens, der
en-gang selv har troet paa Sagnene.
Imellem Jorgen Moes förste og anden Digtsamling ligger en
Begiven-hed, der blev afgjorende for hans hele Liv. Han havde vistnok i 1839 taget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
