Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Altid mindre vist,
Lod det ud tilsidst
Som en Barnerost, der sukked.
Den gamle Mester.
Der ständer en Eg paa 1’restens Jord,
Hans 0ie til dagligt Mserke;
Den lofter sig op over Dal og Fjord
Og strajkker Grenene sta:rke.
Den bajrer paa flere hundrede Aar,
Men frodig den loves Vaar for Vaar,
Hver rindende Morgenlue
Kun mer servaerdig at skue.
Den isnende Vinter Gang efter Gang
Har skredet over dens Krone
Med sparsomt Dagslys, med Nat saa lang,
Uden en Sangfugls Tone.
Naar Krattet tyngedes ved dens Fod
Af Sneens Vregt, saa det krumboiet stod,
Da rakte den op sine Arme
Som midt i Sommerens Varme.
Om Vaar, naar Livet vil vaagne op,
Og Stormstod rase fra Fjeldet,
Da boier sig ydmyg Ungtrajets Top,
Selv maalfor Gran vorder faaldet —
Men da min gamle, min kjaire Eg
Staar ret og rank i den vilde Leg
Med knudrede Arm mod Veiret,
Og hidtil saa liar den seiret.
Det volder to Ting: forst har den sin Rod
Slaaet dybt i Klippernes Revne —
Se deraf fanger den Magt og Mod
At staa i det barske Stevne.
Og demsest op imod Lysets Glands
Den lofter stadig Kvistenes Krands
Og drikker fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften.
Gud unde hver Prest, som kommer her,
At staa saa rolig og maegtig!
Mig unde han, gamle Mester kja;r,
At se paa dig ret andajgtig!
Ja, lrer mig trods Sneens tyngende Lag
maalfor: som holder fuldt Maal.
At lofte mod Himlen Dag for Dag
I Bonnen udbredte Hajnder,
Saa Vinterdvalen dog ender!
Men glider og lider det freni mod Vaar
Langs Kroderens tause Strande,
Og Foraarsbudet i Vindstod gaar
Og pidsker de rorte Vande:
Saa la;r mig at staa med sindigt Mod,
Som du i mangen en Vaarstorm stod,
Og splitte med Ordets Vaerge,
Hvad der vil fielde og ha;rge.
Bedagede Mester! o la;r mig kun
At bore Rod i den Klippe,
Soni giver den ene trofaste Grund.
Og aldrigen ham at slippe;
Og derniest, som du med din Krones Top,
Daglig at liige og stunde op
Og drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften!
Ungbirken.
Fin Ungbirk ständer ved Fjorden
Og Vandspeilet ganske nasr.
Hvor stor og smuk den er vorden
De Aar, jeg har boet her!
Nu lofter den hvide Stamme
Kronen fra Bredden lav.
Men tro dog ei, den vil bramme —
Den ved ikke selv deraf.
I Guds og i Hvermands Oine
Den voxer fra Dag til Dag,
Og Kvistene, som sig hoine,
Nu byde hver Sangfugl Tag.
Men Birken undres derover,
Den kjendcr slet ei sin Rang.
Den boier mod Vandets Vover
Saa ydmyg Bladenes Hang.
Just dette kan den forlene
Skjonhed for andre Tra;r,
Og lokker hen i dens Grer.e
Al Himlens vingede Hrer.
Just det, at den ikke trenker
At lofte sin Krone op,
Men stille Kvistene sasnker,
Gjftr skyggende lun dens Top.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
