Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Professor Georg Sverdrup.
Dod 8de Decbr. 1850.
Der blasser koldt i Skoven nu
af Sondenvind,
og Taage tung af Graad og Gru
sig velter ind.
Det grysser gjennem klaket Kvist
for Boyg og Brist;
vantrevet vokser Furuklyngen,
og Fuglen smutter under Lyngen.
Dybt Alvor er vor Grans Natur,
Nu staar den stur,
og drysser Dugg paa Stubbens Mos;
til Tak og Ros
den onsker Ma:le sig og Mund
i Afskeds Stund.
De breres bort de gamle Gubber —
vor Mark er fuld af hugne Stubber.
De stode fordum ranke Trie,
og bar paa Kna;
det Krat, som kravled og skjod frem
i Ly af dem.
Den Vekst er sen, det Lende grundt,
der er dem undt,
og kjner var Barnet Barmens Skjulen.
Den Smaaskov har faat Sorg til Julen.
Grad kun din Taare, morke Gran,
og strö dil Bar!
thi mange tror jeg ei som han
igjen du har.
I Nordmaends Fylking fremst han skred.
Se oj) og bed
om Kräften, Farven, som er falmet,
om Emningstrie saa strerkt og malmet.
Til Visdoms Hall med Fattigdom
jeg engang kom;
jeg lob min Lreddik sänke fuld
af Aandens Guld,
og undrende jeg lytted der:
men aldrig meer,
end naar den gamle Sverdrups Tale
lod i de overfyldte Sale.
Da klang som Vand af Vaaren löst
den dybe Rost,
og Ordet skred, et mregtigt Vaeld
fra Dovrefjeld,
hvor Suttungs Mjod var blandet i.
Det er forbi!
Men lad os takke Gud for Gaven,
mens Manden bajres nu til Graven.
Paa Eidsvold tinges der om Liv
hvad heller Dod
for Norges Haab, det blege Siv
i Vintrens Skjod.
Der staar en Mand med morke Bryn
om 0iets Lyn,
en Eigill Ullserk, som mod Daner
tor b a; re fram Kong Hakons Faner.
»Du har, saa lod hans Ords Idrast,
ei mindste Ret.«
Gud er a ta at«, har Bonden sagt,
»tag dig i Agt!«
— Hans Ord gaar gjennem Skovens S
til Medalhus,
og siger Asbjörn, der han sover,
hvad ’ITironder endnu tale vover.
Vor Saga har for slig Bedrift
en gylden Skrift;
men Himlen har for Jordens Son
en bedre Lon.
Hver Sandhed, sogt i Taagers Ork
og funden mork,
vil nu om ham med Klarhed dale,
hans Sjael til evig Tid husvale.
Han saa, at Hvilen nu var god
og Tiden slem,
da stod han op med trostigt Mod
og vandred hjem.
Vel undt, du Gamle! salig gak
med Norges Tak!
Du airlig for dets Vel har vaaget.
— Saa luk i Guds Navn Kistelaaget!
Her falder megen Traette.
Her falder megen Traette,
Det volder Manges Meen.
Vi har Guds Bud og Rette
Til Skjel og Delesteen.
Se til, du ikke glemmer,
Vi er hverandres Lenimer
I Kristo hver og een.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
